Starten på 2006 har været god for enVision, der har afdelinger i både Århus og København. Ikke mindre end 14 nye kunder er det blevet til – heraf en række fremtrædende kunder inden for fødevaresektoren, hvor Coca Cola Nordic Region, Pizza Hut, Skagenfood, Rød Merrild, Larsen Seafood, Iskilde og Urtekram har valgt at benytte sig af bureauets løsninger.
Herudover er også Københavns Kommune, Fiskars, Fårup Sommerland, Cvu Alpha, Cablux, K.E. Mathiasen, Dänisches Bettenlager og The Game Factory kommet på kundelisten.
Væksten har også markeret sig på medarbejdersiden, hvor der nu er mere end 100 medarbejdere. Således har bureauet i de forgangne måneder ud over to nye kontaktchefer også ansat en produktionsdirektør i en stilling som bureauet hermed for første gang placerer på direktionsniveau. Og som noget nyt har ledelsen valgt at ansætte en HR-udviklingschef.
– Vi har nu en størrelse, der gør det helt nødvendigt, at vi foretager en organisatorisk oprustning. Det betyder, at vi kan fortsætte vores stærke satsning på de videnbaserede løsninger – og sikrer samtidig, at vi bliver stadigt mere attraktive for de bedste hoveder i branchen, siger strategisk dir. Mona Juul og tilføjer:
– I de senere år har vi opbygget en omfattende viden inden for en række fokusområder, som vi – lidt utraditionelt for et reklamebureau – har gjort meget for at formidle, bl.a. via rapporter og konferencer. Det er en anden måde at arbejde på, som har skabt et langt mere inspirerende og fokuseret forhold til vores kunder.