EPICA prisen uddeles af den europæiske reklamefagpresse (i Danmark er det Markedsføring), og selve prisuddelingen går på skift imellem landene. I år var det blevet Tjekkiets tur til at holde arrangementet. Til vores store glæde vandt Framfab EPICA prisen 2001 for bedste website med Nike Freestyle (www.nike.com/freestyle), så vi drog til Prag for at hente lidt pynt til bureauets kaminhylde.

Optakten

Forventningerne om en anderledes oplevelse meldte sig allerede, da billetterne til festen ankom med posten. De var prydet med et billede af en ordentlig gråbrun pølse med påtegnet smil og englevinger og kom til at sætte tonen for resten af arrangementet.

Inden prisfesten i Prag blev der afholdt en reception for tjekkisk ølreklame. Det er svært at udtale sig om kvaliteten af de tjekkiske annoncer på udstillingen, da teksterne ikke var oversat. Derfor var langt de fleste desværre uforståelige, hvis man ikke fangede de sikkert glimrende punchlines. Til gengæld var der masser af Pilsner Urquell og nogle pindemadder, som gav flere af de deltagende reklamefolk flashbacks til maden i Østeuropa inden Murens fald.

Selve prisoverrækkelsen fandt sted i The National House og til lejligheden var der sat masser af ukomfortable stole op i et af auditorierne. Vi stødte på de andre danskere til festen. Hans-Henrik Langevad og Mads Kold fra Lowe Lintas, var nede for at hente en pris for deres egen film for Dansk Tipstjeneste og tage imod Robert/Boisens pris for Interflora. Efter en velkomstdrink (dvs mere øl) var tiden inde til det store gallashow.

Prisuddelingen

Inden de enkelte priser blev uddelt, holdt redaktøren for Strategie (Tjekkiets modstykke til Markedsføring) et oplæg, der – ikke overraskende, handlede om tjekkisk øls lyksaligheder!

Selve prisoverrækkelsen foregik sådan, at man havde delt priserne op i kategorier. Først blev alle kategorivinderne vist, og bagefter gik vinderne op ‚n efter ‚n og hentede deres pris. Det betød, at vi først så cirka 5-7 reklamer, hvorefter der var en pause på 5-10 minutter, hvor vinderne fik overrakt deres priser. Det fungerede ikke godt, da det var svært for publikum at holde rede i, hvem der modtog en pris indenfor hvilken kategori. Derfor var applausen og publikums almindelige deltagelse også til at overse under selve prisoverrækkelserne. Men det gav nogle gode pauser, hvor man kunne gå ud og hente noget øl. Hvilket mange gjorde.

Vinderne

Flere af vinderne var gengangere fra Cannes i sommer, men der var også nogle af nyere dato. Det mest fantasifulde indslag var prisen for bedste brug af nye medier, der gik til Publicis i Holland for deres outdoor reklame for Bonzo hundemad. De havde sat skilte op i hundehøjde med teksten “Gø, hvis du kan li’ Bonzo!” Bag på skiltene sad en sender, der med jævne mellemrum udsendte ultrasoniske signaler, der ikke kan opfattes af det menneskelige øre, men godt kan høres af hunde. Resultat: Hundene løb direkte hen til reklamen og gøede.

En anden vinder, der var svær ikke at holde af, var Lowe Londons “Singers” kampagne for Heineken. Konceptet er set før – vi bliver ved med at vise de her reklamer, til I køber nogle flere af vores produkter – men eksekveringen var i top. Over en serie på 4 spots følger vi verdens mest kitchede og grufulde sangere indtil de, bogstavelig talt, blev ofret til løverne, da salget af Heineken endelig nåede et acceptabelt niveau.

Den store pris, Epica d’or, gik til det engelske bureau Mother for deres serie på 13 spots for QTV-The Music Channel, hvor den kiksede wanna-be musiker “The Danster” udstiller sin uendelige mangel på talent.

Alle vinderne kan i øvrigt ses på www.adforum.com

Middagen og festen

Inden vi kunne forlade auditoriet, skulle alle vinderne op på scenen igen til det obligatoriske gruppebillede. Resten af publikum så dette som et signal til at styrte ud af lokalet. Formentlig efter mere øl. Det var en noget besynderlig oplevelse at stå der på scenen og se folk forlade salen, mens en forkølet fotograf stod og knipsede løs.

Da vi var blevet behørigt foreviget for eftertiden, kunne vi slutte os til de sultne horder, der havde kastet sig over buffeten. Og hvilken buffet: Der var pølser i alle regnbuens farver, fisk, vegetarmad og kartofler. Rigtig mange kartofler. Samt en del indslag i den genre min tante har døbt “kød i mørke”.

Efter middagen gik festen desværre lidt i sig selv. Folk sad rundt omkring i små grupper og ventede på næste punkt på programmet, aftenens band “Lilly and her Tigers”. Da vi havde hørt de første toner fra dem, besluttede vi os for at kaste os ud i Prags natteliv i stedet. Det var sjovt. Og de solgte øl alle de steder, vi kom.

P.S.
Dagen efter festen vandrede vi trætte rundt i Prags gader og ledte efter et sted at indtage den meget tiltrængte frokost. Vi fandt til sidst en sandwichbar, satte os ind og greb et menukort. Kort tid efter troppede en venlig tjener op ved vores bord, slog ud med armene og præsenterede, hvad vi gik ud fra var dagens menu. Ganske vist var jeg lidt ramt af gårsdagens fest, men jeg vil til min dødsdag sværge på, at hun glædesstrålende tilbød os panerede ugler.