Når du køber en iPhone 6 med 16 GB plads, får du faktisk ikke i nærheden af 16 GB plads til at gemme musik, apps og billeder på.
Det har fået to amerikanske Apple-kunder til at sagsøge Apple, fordi de mener, at det er falsk reklame, når selskabet oplyser, at der er 16 GB plads. Det skriver jp.dk, som citerer amerikanske CNN for historien.
Sagsøgerne har ved en domstol i Californien ansøgt om at køre sagen som et kollektivt søgsmål. Derfor sagsøger de Apple for lidt mere end 5 mio. dollars, cirka 31 mio. kr.
Også Apples egen sky-service, iCloud, som er gratis for de første få GB, men koster penge, hvis man vil have ekstra plads på sin iCloud, får på puklen af sagsøgerne.
– Apple udnytter forskellen mellem repræsenteret og faktisk ledig kapacitet til sin egen vindings skyld ved at tilbyde at sælge, og ved at sælge, ekstra skylagerplads til købere, hvis lagerplads på telefonen er tæt på at være opbrugt, skriver sagsøgerne i deres klage.
Det er ikke første gang, at Apple er blevet sagsøgt for at vildlede kunderne omkring lagerplads.
I 2007 sagsøgte nogle vrede iPod-kunder Apple, fordi der kun var 7,45 GB plads på en iPod Nano, hvor der på pakken stod 8 GB. Sagen blev dengang afvist.
Jp.dk/Finans