Siden mandag aften har danske og indtil flere udenlandske medier interesseret sig ganske meget for en valg-video fra Folketinget med titlen Voteman – en lille tegnefilm, som blev lanceret med det formål at få især unge danskere til at stemme ved valget til EU-Parlamentet den 25. maj.

Den danske film har fået ros og ris i betydelige mængder både herhjemme og i udlandet, hvor medier som fx britiske The Guardian, tyske Der Spiegel og sandelig også reklame-bloggen Adfreak har skrevet om filmen.

Siden blev den ”trukket tilbage i det omfang den slags kan lade sig gøre.

Men mens vi venter på at finde ud af, hvilken kommunikation Folketinget har tænkt sig at sætte i stedet for Voteman, så kan vi jo kigge til Parlamentet selv.

Parlament med slag i

For også her har man gjort sig kommunikative overvejelser om, hvordan man får netop de unge til at stemme den 25. maj – og også her er der blevet en film ud af overvejelserne.

Ikke en tegnefilm, og heller ikke med hverken sex, afhuggede hoveder, delfinsurfing eller vold som virkemidler – men i stedet en lidt gråtonet film med titlen ”And then came a lot of sheep”, hvor man møder en stribe bizart sultne valgtilforordnede – og bliver vidne til en voldsom række af begivenheder, der tager fart, da en ung mand går ind i stemmeboksen og taber sin stemmeseddel på gulvet.

Parlamentets egen “kom og stem”-film til de unge vælgere er produceret af Bacon Productions og instrueret af Bacon-instruktør Koen Mortier for reklamebureauet Ogilvy i Belgien.

Se filmen her.