Den tyske bilkoncern VW er havnet i lidt af et stormvejr ”Over There” i kølvandet på præsentationen af selskabets Super Bowl-reklame.

Heri optræder en meget glad (hvid) mand fra Minnesota med jamaicansk accent. Han er ligefrem så glad og optimistisk, at det smitter af på omgivelserne, hvilket hænger meget godt sammen med VW-reklamefilmens tag-line ”Get In. Get Happy”.

Men ikke alle kan se det muntre og opmuntrende i filmen. Eksempelvis mener Wall Street Journals kommentator Christopher John Farley ifølge epn.dk, at reklamen kan være “problematisk”, fordi ”den karikerede accent tilsyneladende fremføres af folk, der ikke formodes at stamme fra Jamaica”.

– Jeg kan overhovedet ikke lide den. Det er som ’blackface’ med stemme, lyder det fra en anden kritiker, bloggeren Charles Blow, der til daglig skriver for New York Times.

Adskillige andre kommentatorer mener omvendt, at reklamen ikke forsøger at latterliggøre nogen, og at kritikken skyder langt over målet, skriver epn.dk.

Alligevel har Volkswagens amerikanske afdeling udsendt en pressemeddelelse om sagen. Her forklares det, at reklamens formål blot er at sprede smil.

– Hensigten med hans accent er at videregive en afslappet og munter attitude og samtidig fremme en positiv holdning som modgift til en kedelig mandag på jobbet, hedder det ifølge epn.dk blandt andet i meddelelsen.

Reklamen bliver også ivrigt debatteret på flere landsdækkende tv-stationer såsom CNN, Fox News og ABCnews.

Hvad mener du? Se reklamefilmen i toppen af denne artikel og vurder selv.