Olsen Banden, Flådens Friske Fyre, Far til Fire, Sommer i Tyrol, Zappa, Midt om Natten – og Min Søsters Børn.

De fleste kender titlerne – mange også filmene – og netop nu er Nordisk Film i luften med en kampagne for sin streamingservice, Dansk Filmskat, der skal give endnu flere danskere lyst til at se eller gense de mange klassikere.

Bag kampagnen står social marketing-bureauet Patchwork.

Streamingservicen gik i luften i begyndelsen af 2015, og målet med kampagnen er naturligt nok at brede kendskabet til tjenesten endnu mere ud og øge antallet af abonnenter.

– Det er ikke første gang, Nordisk Film sætter spot på streamingservicen, men hidtil har kommunikations-indsatsen primært været rent taktisk, siger Ole Martini, der er Director Consumer Channels hos Nordisk Film.

– Vores nye strategi lægger i stedet an til en mere redaktionel og content-båret tilgang, hvor vi i langt højere grad inddrager de sociale medier i markedsføringen. Især Facebook er vigtig for os, fortsætter han.

Olsen Banden-politikere

Den nye strategi har bl.a. udmøntet sig i events i forbindelse med fx prominente skuespilleres fødselsdage eller jubilæer for konkrete film. Eksempelvis kørte man i maj en særlig aktivitet omkring datoen, hvor et af de allerstørste danske filmnavne gennem tiderne, Dirch Passer, vill være fyldt 90 år.

Og i det nye år sættes fx fokus på Erik Balling og Henning Bahs’ herlige film om det gode skib ”Martha”, der i år fylder 50 år.

Desuden har Dansk Filmskat bl.a. livestreamet fra åbningen af Nordisk Films Olsen Banden-udstilling, og strategien er i det hele taget bygget op om at sætte filmene i spil på nye måder.

– Mange husker måske, da Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet og Anders Samuelsen fra Liberal Alliance tog udgangspunkt i Olsen Banden-universet ved Folketingets åbningsdebat i oktober. Kort efter lavede vi en lille film, hvor politikerne ”optrådte” som Olsens-Banden-figurer, og den fik flere hundrede tusinde visninger. Selv Anders Samuelsen gik ind og delte den på sin egen side, siger Ole Martini.

Klassikere i ny kontekst

Account Manager fra Patchwork Maria Loft siger om samarbejdet:

– Det er jo fantastisk at få lov til at dykke ned i Dansk Filmskats arkiver og hive oversete perler frem igen. I en verden, hvor der produceres en enorm mængde nyt indhold hver eneste dag, er der noget bestandigt over at aktivere filmklassikerne og se dem blomstre i en ny kontekst.

Ole Martini uddyber:

– Samarbejdet med Patchwork har løftet vores indsats på sociale medier. Vores tjeneste er indbegrebet af dansk hygge, nostalgi og glæde, og det formår bureauet at få frem med tilpas kant og glimt i øjet – både i det daglige indhold og i denne kampagne, som vi har høje forventninger til.

Den aktuelle kampagne har senest udmøntet sig i en film til TV, bio og social, hvor udgangspunktet er sangen ”Er du dus med himlens fugle”, der blev udødeliggjort af skuespilleren Poul Reichhardt i filmen ”Vagabonderne på Bakkegaarden” fra 1958.

Besøg Dansk Filmskat på Facebook her – og se kampagnefilmen, produceret af Patchwork og instrueret af Tobias Kampmann, her.