Hele 56 pct. af europæiske CMO’er har ingen content marketing-strategi. Heidi Cohen, gæstende professor fra New York og præsident hos Riverside Marketing Strategies er ikke imponeret.
Hun var en af fire keynote-speakere på årets store content14-konference, og hun var i den bedste betydning af ordene ”in your face”. Ikke så megen bullshit, men en del tæsk til marketing-folket.
– Hele 56 pct. af CMO’erne er uden en content marketing-strategi? Til et værktøj, der er ekstremt effektivt 24/7. Det giver ingen mening, siger Heidi Cohen, der efter en årrække som eksekverende marketer nu har forladt rotteræset for at undervise, rådgive og skrive bøger og blogs.
Mange danske virksomheder ved ganske enkelt ikke, hvordan de skal komme i gang?
– Sæt nogle mål, identificer målgruppen, planlæg din content-strategi med skyldig hensyn til de andre marketing-værktøjer, og kom så i gang.
Sæt nogle mål, siger du. Er det ikke lige lovlig letbenet?
– Nej-nej, slet ikke. Ved at opstille mål, og de kan være løsere eller fastere, men alene ved at gøre det, og teste for mål-indfrielsen, opnår du et 17 gange bedre resultat, end hvis du ikke har mål og tester, viser forskningen.
Du siger, at alene testningen har værdi?
– Helt sikkert, og i disse tider, hvor alle taler om ROI på alle investeringer, er det at måle og teste med til at indstille sigtekornet. Så enhver form for testning er bedre end ingen testning. ROI-målinger bliver bedre og bedre, jo mere man øver sig. Det er Malcolm Gladwells credo om 10.000 timers øvelse omsat til praksis.
Giv os lidt hands-on hjælp til at blive en content marketing rockstar?
Heidi Cohen mener (som et minimum) følgende:
· Tell stories. Content er historier, men ikke alle kvalificerer. Relevante historier fortalt i de rigtige fora, og med relevansen på forsædet. Relevans for forbrugerne.
· Get other stars. Hvis du vil være en content rockstar, skal du involvere andre rockstars. De bærer dig videre, og de skaffer dig rækkevidde og troværdighed.
· Use multiple platforms. Er det tekst, billeder, lyd eller video, platformene skal blandes. Ikke alle forbrugere er ens.
· Create epic content. Noget content er bedre end andet. Produkt-info kan være tilstede, men glem slagsknappen. Ingen bruger den her. Husk at den bedste content kaster den længste skygge.
· Glem aldrig distributionen. Selv den bedste historie forlader ikke sit gemmested uden at distributionen er tænkt med. Derfor er ”andre rockstars” så utroligt vigtige. Dine venners venner skal blive dine venner.
Content14, der var stuvende fuldt med 240 deltagere, er arrangeret af Brand Movers med assistance fra Huset Markedsføring.
Se mere om Heidi Cohen her.
Foto: Simon Klein Knudsen