Teleselskabet Call me gik for nylig i luften med kampagnen ”Tal ordentligt – det koster ikke noget”, som har sat sig for at gøre omgangstonen i Danmark mindre skarp.

Reklameuniverset er udviklet af Jangaard, Mark & Ko og Wemind, men hvordan skaber man den tekniske platform, der får danskerne til at gå i dialog om emnet?

Dén opgave lagde Call me i hænderne på det digitale reklamebureau isobar.

Kampagnen skal som nævnt få danskerne op af stolene og ind i kampen for et rarere verbalt miljø. Det var derfor centralt for Call me at få skabt et forum, hvor danskerne kan debattere holdninger til skarp tone og give idéer og tips til, hvordan vi genfinder kammertonen.  Forummet blev skabt af telefonselskabets digitale samarbejdspartner, isobar.

– Omdrejningspunktet for os var, at det skal være let for alle at komme i gang, dele holdninger og skrive sine kommentarer. Folk ytrer sig i høj grad på sociale medier. Vi ville derfor sætte sociale medier i spil, så de på en naturlig måde understøtter tanken med kampagnen, fortæller Tariq Siddique, der er såkaldt Head of Social og Strategic Director hos isobar.

Løsningen kan opleves på både Tal ordentligt på Facebook og på Call me’s hjemmeside, hvor kampagnesitet er integreret. 

Her kan man, udover at deltage i debatten, også tage testen; ”vatnisse eller tikkende bombe” og læse mere om baggrunden for kampagnen.

Ifølge Tariq Siddique er det vigtigt, at en social kampagne som ”Tal ordentligt” indeholder tre grundprincipper. 

Indholdet skal kunne skabe nysgerrighed, involvering og spredning.

– Et sjovt element i kampagnen er testen, der taler til folks nysgerrighed, sørger for at engagere brugerne og opfordrer til deling og dialog, når brugerne deler deres testresultater på Facebook, slutter han.