Der er blevet lidt længere mellem håndsrækningerne på de danske arbejdspladser.
Det viser en meningsmåling foretaget af Epinion på vegne af DR Nyheder.
At være en god kollega og give en hjælpende hånd med i ny og næ har tilsyneladende ikke førsteprioritet for tiden. Knap hver tredje oplever, at kollegerne er blevet mere egoistiske i løbet af det seneste år.
– Dels er der en tendens til, at folk bliver mere individualiserede i al almindelighed i samfundet, hvilket gør, at de har mere fokus på dem selv og ikke så meget på kollegerne, siger arbejdsmarkedsforsker Carsten Strøby Jensen fra Københavns Universitet. Mindre hensyn
Den gode stemning på jobbet er samtidig afløst af krisestemning, og de grå skyer, som hænger over den danske økonomi, sætter også sit præg på kollegernes hjælpsomhed.
– Hvis arbejdsløsheden er stor, prøver man selvfølgelig at sikre sin egen position på arbejdspladsen, og det kan betyde, at man nogle gange ikke tager så meget hensyn til kollegerne, som man ellers ville have gjort. Det kan også betyde, at man i mindre grad prøver at samarbejde med andre, selv om det måske var den bedste løsning, fordi at man gerne vil holde sin indsats for sig selv, fortsætter arbejdsmarkedsforskeren.
DR Nyheder