Skal de over 150.000 tabte job under krisen komme tilbage, så skal initiativerne til vækst først og fremmest lægges i København, skriver dagbladet Børsen.

Det mener blandt andre Københavns overborgmester Frank Jensen (S).

– København har den rolle at være vækstmotor. Ikke alene for københavnerne, men for hele Danmark, siger han.

Udmeldingen kommer oven på Børsens artikel i går, hvor de seneste års massive jobtab blev dokumenteret landsdel for landsdel.

København var det eneste sted i Danmark, hvor andelen af tabte job i den private sektor var på mindre end 10 pct. Værre så det til gengæld ud på Fyn, hvor hver sjette stilling er blevet nedlagt siden 2008.

Ifølge Frank Jensen er en del af forklaringen, at København har gjort en betydelig indsats for netop at sikre erhvervslivet optimale vilkår.

 

Børsen