Da finanskrisens første bølge rullede hen over dansk erhvervsliv, var et af de områder, der blev skyllet omkuld mange steder, stabsfunktioner som marketing og HR.
Og nu, hvor mange virksomheder igen begynder at fokusere på salg og markedsføring, så vælger mange at hyre arbejdskraft udefra og ikke genbesætte marketingjobbene.
Det kan mærkes hos Danske Reklame‐ og Relationsbureauers Brancheforening:
‐ Der er sket en række strukturelle ændringer i værdikæden de seneste år. I starten af krisen skar virksomhederne ned på både deres interne marketingressourcer og eksterne budgetter, men det seneste år er budgetterne igen kommet i vejret, og her ser vi en stigende tendens til outsourcing, fortæller direktør Bjørn Karsholt.
En anden årsag er det ændrede mediebillede, der betyder, at virksomhederne i dag skal være til stede på langt flere platforme og i langt flere typer af medier. Det medfører et øget behov for specialisering, og det kan være svært at samle viden om alt fra sociale medier til PR i én person.
‐ I mange grene af erhvervslivet bliver arbejdet mere og mere specialiseret. Det er også tilfældet i vores branche, hvor paletten af marketing-ydelser bliver større og større. Sociale medier og PR er gode eksempler på ydelser, hvor der er behov for specialister, og det har de færreste virksomheder behov for og råd til at hyre fastansatte til at varetage, mener Bjørn Karsholt.
Tendensen bekræftes hos reklame‐ og PR‐bureauet Conexia i Aalborg. Virksomheden har på kort tid fordoblet antallet af medarbejdere. Blandt andet på grund af store outsourcing‐opgaver.
‐ Langt de fleste større nordjyske virksomheder og offentlige institutioner har en intern marketingkoordinator og et eksternt bureau tilknyttet. Men det seneste år har vi adskillige gange oplevet, at også koordineringsopgaverne lægges ud af huset. Det giver os nogle helt nye muligheder for at yde kvalificeret rådgivning, siger direktør og partner Henrik Ørbæk.
Én af virksomhederne er KR Wind i Nørresundby, der er verdens største inden for opsætning og servicering af vindmøller:
‐ Tidligere på året stod vi over for et valg mellem at ansætte en marketingkoordinator eller at lægge det samlede marketingbudget ud til en underleverandør. Vi valgte det sidste og undgår således dels den faste omkostning til medarbejdere og får dels en mere specialiseret og professionel tilgang til marketing, forklarer forretningsudviklingschef Casper H. Nielsen.