Det amerikanske reklamebureau Modernista lancerede sidste år under megen medieomtale en ny hjemmeside, hvor det er eksterne websites, der leverer indholdet.
Selv skriver bureauet til den besøgende på hjemmesiden:
”Do not be alarmed. You are viewing Modernista through the eyes of the Web. The menu on the left is our homepage. Everything behind it is beyond our control.”
Det sidste måtte reklamebureauet for nylig smage et eksempel på, da man pludselig – via Google News – på sin egen ”forside” reklamerede med, at man fyrede 23 medarbejdere…
Risky business?
Hos danske Wibroe, Duckert & Partners har man valgt et site, som minder om Modernistas – eller omvendt.
Og her ligger der i skrivende stund en række sider med blogs, der kommenterer wdp.dk og måden at bygge det op på – og de er ikke positive hele vejen igennem.
Er risikoen for at miste kontrollen med sin online-tilstedeværelse ikke for stor, når man laver et site som jeres?
– Risikoen er der da helt bestemt, siger Bjarne Spellerberg Orfelt, administrerende direktør og partner hos Wibroe, Duckert & Partners, men hos os ligger der helt klare overvejelser bag strategien, forklarer han og fortsætter:
– Ideen bag wdp.dk er, at brands bygges på det, folk siger om en, ikke på det, man siger om sig selv. Det forholder sig på samme måde med konkrete produkter og reklamekampagner. Vi har derfor bevidst ikke pillet ved vores aftryk på nettet. Vi foretager blot en simpel Google-søgning. At en flok legesyge SEO-folk så har kastet sig over vores site er der i det perspektiv jo ikke så meget at gøre ved.
Men Modernista bruger jo også Google – ligesom I gør. Og det var det, der ramte dem, da de skulle fyre. Så risikoen for ”dårlige nyheder” er vel den samme hos jer?
– Helt sikkert. Men vi tror på åbenheden. Hvis vi skulle fyre folk, og det via Google ville lande øverst på sitet, ville det i al sin enkelthed være sandheden. Det kunne vi jo alligevel ikke lyve om, siger Bjarne Spellerberg Orfelt.
Hvor er I henne?
Et andet kritikpunkt for denne type hjemmeside går på, at de ikke er gode nok til at sikre bureauet den rigtige synlighed på nettet, men den køber Bjarne Spellerberg ikke.
– Det kan godt være, at vi ikke som bureau er synlige over for den brede befolkning. Men vi oplever på ingen måde, at vi er usynlige over for reklamekøbere. Vi er i markedet for marketingfolk, og de er professionelle og holder øje med, hvad der sker. De ser på, hvad konkurrenterne får lavet, og derfor promoverer vi det arbejde, vi laver for vores kunder, som det også fremgår af vores site.
Læs hele historien i Markedsføring 4-2009, der udkommer i denne uge.