I Storbritannien mener 60 procent af virksomhedernes finansdirektører, at skat er et etisk spørgsmål. Det gør de, fordi debatten om, hvad der egentlig er coporate social responsibility (CSR), raser derovre.

De fleste virksomheder mener normalt, at CSR handler om klima- og miljøtiltag, ordentlige og sunde arbejdsforhold og indgåelse af sociale kontrakter med partnere i nærmiljøet, men som ATP’s topchef Lars Rohde for nylig sagde, så er skat også en vigtig parameter i virksomhedernes sociale ansvar.
Det gør han naturligvis, fordi man kan diskutere, hvor dybt ansvarligheden stikker, hvis man sætter sparepærer i lamperne og skruer ned for varmen, mens man bruger mange kræfter på at finde besparelser i forhold til skattebetalingen. Ikke alle er enige i det synspunkt.
– Vi har specifikt sat nogle mål for, hvordan vi vil arbejde med f.eks. arbejdsmiljø og arbejdsskader. Når vi under sociale mål ikke har skat med, er det fordi vi betragter skat som noget, der hører til den finansielle rapportering, siger Benny Loft, koncern-CFO i Novozymes.
Berlingske Business side 4