Det er vigtigt at kommunikere med slutbrugeren, men det er ikke vigtigt at bruge de sociale medier.
Envejskommunikation er ikke længere tilstrækkeligt, men det er ikke vigtigt at bruge de sociale medier.
Den lader vi lige stå et øjeblik…
Sådan svarer topledere og direktører med kommunikationsansvar i Operates analyse ”De største kommunikationsudfordringer i 2013”, der er lavet i samarbejde med analyseinstituttet YouGov.
Og udfordringer er der nok at tage af, for ifølge analysen er der ikke overensstemmelse mellem, hvad organisationerne er gode til, og hvad de vurderer som deres udfordringer.
76 % af de adspurgte mener, at det vigtigste er at kommunikere med slutbrugeren. Et stærkt image følger lige i hælene med 75 %.
Og her opstår forvirringen. For som analysen selv skriver, så spiller de sociale medier stadig en større rolle ift. image og kommunikation med slutbrugeren. Og der er over 2 millioner danskere på Facebook. Men på samme tid vurderer kun 1/3 af toplederne og direktørerne, at de er gode til at bruge de sociale medier. Også kun 1/3 mener, at det er vigtigt at bruge de sociale medier.
Samme forvirring opstår ved spørgsmålene omkring brugen af video og mobiltelefon. Under 1/3 mener, at deres organisation er god til at bruge mobiltelefoner og video til kommunikation. Og samme procentdel vurderer mobilen og video som et vigtigt kommunikationsredskab. Her peger analysen på et mismatch, fordi en stor del af danskerne går på hjemmesider via mobiltelefoner.
Læs hovedkonklusionerne i analysen herunder (PDF)