Det nye outdoor-bureau, Out of Home Media, der agter at tage konkurrencen op med Clear Channel og AFA JCDecaux, kommer fint fra start med Arriva som ny stor kunde. Det er isoleret set Danmarks største outdoor-budget, endda større end Københavns kommune, der sender sine 3.000 skærme, standere og pladser i udbud næste år.
Men hvem har Henrik Sørensen, den tidligere Clear Channel CEO, og nuværende Out of Home Media-stifter, fået med i det nye bureau:
– Det er efter min opfattelse branchens bedste medarbejdere, der er en del af Out of Home Media, siger Henrik Sørensen. ”Jeg er sikker på, at markedet kender holdet.”
Det er i tilfældig orden:
• Salgsdirektør er Anders Reenberg, der kommer fra en stilling som salgsdirektør hos City Reklame. Reenberg var tidligere salgschef hos Clear Channel.
• Endnu en salgsdirektør er Søren Heissel, og han kommer fra en stilling som salgsdirektør i Horisontgruppen. Tidligere var Heissel salgschef hos Clear Channel.
• Tekniskdirektør er Steven Hamilton. Han var tidligere ansvarlig for reklame-kontrakten i Københavns Lufthavn og adm. direktør i Scansign.
• Kampagnechef er Linda Kristiansson. Hun var tidligere næstkommanderende i Clear Channels kundeserviceafdeling.
Ved siden af denne ledelse, der inkluderer Henrik Sørensen, er en række erfarne kræfter på de øvrige poster.
• Alex Gjedsted er også en del af salgs-teamet. Han kommer fra JCDecaux. Og han har tidligere arbejdet en årrække for Clear Channel.
• Annette Cordius kommer fra City Reklame. Hun har tidligere arbejdet hos Clear Channel.
Out of Home Media regner med at nå en samlet stab på 12 medarbejdere, når bureauet går i luften den 1. januar 2014.