Erhvervsbladet, som Det Berlingske Officin opkøbte sidste år, måtte se sin forretning skrumpe ind igen i 2003, skriver Børsen.
Det er fjerde år i træk, at omsætningen falder, og sidste år røg der yderligere 3 mio. kr. til nu 80 mio. kr. i omsætning. Dermed er der forsvundet op mod 20 pct. de senere år.
Bladets adm. direktør Gorm Arildsen har med udgangspunkt i første kvartals tal et håb om, at omsætningen ikke falder yderligere i 2004.
Årsagen til den markante tilbagegang skal, ifølge Børsen, primært findes i, at Erhvervsbladet helt overvejende er annoncefinansieret, og at annoncemarkedet har ligget stærkt underdrejet de seneste tre år.