Det målrettede erhvervs-medie finans.dk ønsker ikke at være en del af kategorien for lalleglade jakkesæt med lyseblå skjorter og slips.
Erhvervslivet er jo som de fleste af os danskere, og derfor skal kommunikationen til os også ske med blik for ”det hele menneske”.
Man behøver jo ikke lave knæfald for Gordon Gekko i Wall Street-filmene og i tide og utide juble ”Greed is Good”, bare fordi man interesserer sig for erhvervslivet, vel?
Det er tænkningen bag den nye kommunikation, skabt i samarbejde med Kommunikationsbureauet København.
– Vi ved, at vi har et godt og meget professionelt produkt. Det bekræfter alle de bruger-analyser, som vi har fået lavet, siger Signe Roholt, marketingchef på FINANS:
– Men markedet for erhvervsnyheder er meget konservativt, og som den nye dreng i klassen, har vi helt grundlæggende brug for et større kendskab.
– Derfor har vi lavet denne kampagne, som skal gøre os mere kendte, men i samme instans give brugerne den rigtige fornemmelse af FINANS, og den vision vi har for vores medie.
Måske ringer 80’erne og vil krediteres?
– Det er rart at arbejde med et medie, der har modet til at tænke anderledes end de sædvanlige erhvervsmedier. Her får man ofte fornemmelsen af, at 80’erne hvert øjeblik kunne ringe og bede om at blive krediteret for reklamerne, siger Sune Bang, adm. direktør hos Kommunikationsbureauet København.
– Det er derfor, vi fortæller historien med en betydelig ironisk tone. Der er trods alt langt flere, der interesserer sig for erhvervslivet, end de klichéfyldte Wall Street karikaturer.
– FINANS er ikke bare et erhvervsmedie for endimensionelle erhvervsfolk, men et erhvervsmedie for hele mennesker, og derfor signalerer kommunikationen, at vi har et værdifællesskab, der rækker langt længere end de tåbelige klichéer, som oftest bruges, slutter Sune Bang.
Kampagnen for finans.dk er i gang.
Filmen – som du kan se herunder – er produceret i samarbejde med Alexander Topsøe.