Ca. 90 % af de projekter, der p.t. er i gang med støtte fra staten, vedrører naturvidenskabelig forskning. Kun 10 % beskæftiger sig med samfundsvidenskab (herunder erhvervsøkonomisk forskning). Det er en skævhed, som mange længe har været opmærksom på og beklaget, bl.a. ud fra den betragtning, at mange virksomheder ikke alene har uløste teknologiske problemer, men også uløste problemer i forbindelse med afsætningen af varer og tjenesteydelse på hjemmemarkedet og på verdensmarkedet. Mange af disse problemer kunne måske afklares gennem et forskningsprojekt og føre til nye tiltag fra virksomhedens side.
En rundspørge til institutter med afsætningsøkonomisk forskning viser, at der kun har kunnet registreres 4-5 igangværende projekter, som finansieres af den særlige ordning for erhvervsforskere. Denne ordning går i korthed ud på, at en virksomhed, der ansætter en erhvervsforsker for en periode på 3 år, får 50 % af erhvervsforskerens løn betalt af staten. I de 3 år arbejder erhvervsforskeren med et konkret projekt på et universitet eller højere læreanstalt, efter aftale med virksomheden. Projektet forventes afsluttet med en Ph.D.-afhandling.
EKSEMPLER
Som eksempel på et sådant projekt kan nævnes den Ph.D.-afhandling om Key Acount Management, som cand. merc. Mogens Bjerre netop har afsluttet. Projektet er et resultat af en aftale mellem konsulentvirksomheden Logysis A/S og Institut for Afsætningsøkonomi, Handelshøjskolen i København.
Et andet eksempel er Lego A/S, der har indgået aftale med Center for Design og Virksomhedsudvikling og cand. merc. Peter Holbolt Jensen. Ph.D.-projektet har arbejdstitlen:“Udvikling af digitalt legetøj for LEGO“.
Bang & Olufsens aftale med Odense Universitet, Institut for Afsætningsøkonomi, er ligeledes et eksempel på et erhvervsforskerprojekt. Arbejdstitlen for dette projekt er: “Opnåelse af konkurrencemæssige fordele gennem integration af nationale salgsorganisationer“. Projektet skal gennemføres af erhvervsforsker/Ph.D.-studerende Niels Erik Haug-Larsen med bl.a. professor Tage Koed Madsen som vejleder.
Endelig skal nævnes, at Danfoss Drives A/S har indgået samarbejde med Handelshøjskole Syd om et erhvervsforskerprojekt, der udføres af Ph.D.-studerende Ann H. Hansen. Projektets formål er at danne et grundlag, hvorpå ,man kan udvikle og markedsføre segmenttilpassede produkter på det industrielle marked.
Henry S. Steffensen, der er leder af strategisk marketing i Danfoss Drives, udtaler til FACTS, at man tidligere har haft gode erfaringer med erhvervsforsker-projekter på det tekniske område, men at det er første gang, man nu har et projekt i gang på det merkantile område. “Vi venter os meget af dette projekt, som kan få stor betydning for os. Tidligere havde vi kun ét produkt, nu har vi flere segmenttilpassede produkter, og fremtiden går i retning af kundetilpassede styringssystemer“. Henry S. Steffensen tilføjer, at det er vigtigt, at man i virksomhederne gør sig klart, at der må investeres tid, hvis man går ind i et erhvervsforskerprojekt. Den studerende skal briefes grundigt og deltage i processer, kundebesøg etc. Til gengæld forventes, at problemstillingen ses med friske øjne og løses ud fra nyeste og fremadrettet teori.
Yderligere oplysninger om erhvervsforskeruddannelsen kan fås ved henvendelse til Akademiet for de tekniske Videnskaber (ATV), der administrerer uddannelsen. Sekretariat: Lundtoftevej 266, 2800 Lyngby. Tlf. 45 88 13 11.