Topcheferne i dansk erhvervsliv frygter, at den redningspakke, der skal bringe Europa på ret kurs, blot udskyder hovedpinen og ikke tager fat om roden på de egentlige problemer. Mens Europas ledere klapper hinanden på skuldrene efter gårsdagens præsentation af en redningspakke, så tvivler en række danske topchefer på, om aftalen gør nogen forskel, skriver Børsen.
– Hvorvidt denne pakke, der nu er aftalt, vil hjælpe noget som helst, tvivler jeg meget på. Så vidt jeg kan se, vil den bare skubbe problemerne foran os. De grundlæggende problemer i Sydeuropa består jo, siger Henrik Gürtler, adm. direktør i Novo A/S, til Børsen.
Og han står ikke alene med sin tvivl. Også koncerndirektør Niels Bjørn Christiansen fra Danfoss er skeptisk. Han vurderer, at aftalen på kort sigt har skabt tillid i markedet, men på lang sigt kan effekten endnu ikke vurderes.