Danske firmaer er med rekordfart ved at indføre ordninger for de ansatte, så de risikofrit kan sladre til ledelsen om uregelmæssigheder i virksomheden. Adgangen for ansatte til at kunne fortælle ledelsen om uregelmæssigheder eller direkte ulovlige forhold på en arbejdsplads er blevet aktuel efter skandaler som Stein Bagger-sagen og kollapset i den amerikanske koncern Enron for nogle år siden. I tilfældet Stein Bagger kunne en sladre-ordning måske have fået en ansat til at afsløre, at der var noget helt galt, før det hele kollapsede. Den type overvejelser har overbevist bestyrelsesformanden for Carlsberg om, at bryggeriet bør få sig en såkaldt whistleblower-ordning.
– Man har i andre tilfælde set, at når uregelmæssigheder opdages for sent, kan det have en ødelæggende effekt, siger bestyrelsesformanden, professor Povl Krogsgaard-Larsen.
Hos Danmarks største investor, ATP, tror man, at der kommer mange flere whistleblower-ordninger i Danmark. Dels fordi det anbefales i et nyt regelsæt for god selskabsledelse, dels fordi det er blevet lovpligtigt i USA.
Jyllands-Posten side 6-7.