Erhvervslivet er klar til at engagere sig meget mere i folkeskolen for at styrke fagligheden og det globale udsyn samt vise eleverne, hvordan lærdommen kan omsættes til produktion af vindmøller, mobiltelefoner eller computerspil. Det er meldingen fra erhvervslivets organisationer forud for statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) Marienborgmøde, der sætter fokus på forbedring af folkeskolen.
– Skolen skal være bedre til at udnytte de ressourcer, som er i omgivelserne. Der ligger en stor ressource gemt i at skabe alliancer mellem skoler og virksomheder i lokalområdet. Mange steder kan man bruge virksomhederne til at få et indtryk af, hvilke udfordringer arbejdsmarkedet står over for, og hvor global hverdagen er for almindelige danske virksomheder, siger DI’s uddannelseschef Bjarne Lundager.
Han fortæller, at det de prøver er at tage et særligt ansvar for, at have nogle tilbud til skolerne, der er mere end blot sodavandsbesøg og i stedet også har et fagligt perspektiv. DI har sat sig i spidsen for at formulere en samlet vision for folkeskolen, som skal præsenteres inden 3. juni, hvor regeringens Vækstforum skal diskutere forbedringer af folkeskolen. Projektet “Vores skole” bliver udviklet i samarbejde med Danmarks Lærerforening, Skolelederne, Danske Skoleelever, Skole og Samfund samt KL.
Børsen.dk