De to respekterede erhvervsfolk C.C. Nielsen og Kaare Vagner føler sig offer for en skjult dagsorden, da de i sensommeren 2008 blev lokket til at skyde penge i det kriseramte it-firma Comwir, skriver Jyllands-Posten. Selskabets hovedaktionær var daværende Parken-formand Flemming Østergaard, og det var ligeledes den nu forhenværende fodboldformands søn, Peter Østergaard, der var direktør i selskabet.
Det lille københavnske it-firma med de store ambitioner havde længe været en betragtelig sten i skoen for Flemming Østergaard, idet Comwir på årsbasis tabte mange millioner af i håbet om forsøget på at konkurrere med de store distributører af hardware herhjemme. Derfor var det en kærkommen hjælpende hånd, da Micro Matic-ejer C.C. Nielsen og tidligere koncernchef i ABB Kaare Vagner, der bl.a. sidder i bestyrelsen for Mols-Linien og Banedanmark, i juli 2008 sagde ja til sammen med en række andre investorer at skyde i alt 15 mio. kr. i Comwir.
Jyllands-Posten side 8-9.