Efter et møde med DR om erhvervslivets medielicens vender
erhvervsorganisationen HTSI tommelfingeren lodret nedad. Ifølge HTSI lyder
udkastet fra DR på, at alle virksomheder med over én ansat skal betale
3000 kroner årligt i erhvervsmedielicens. Derfor kritiserer organisationen
DR for blot at være ude på at tjene penge.
– Vi er blevet præsenteret for en model, der er så urimelig, at det må
tilbage på politikernes bord. Normalt vil vi forhandle om sådan nogle
ting, men vi er så langt fra DR i det her spørgsmål, at enderne umuligt
kan nå sammen, siger kommunikationsdirektør Carlos Villaro Lassen til
Ritzau.
Med medieforliget skal man også betale licens for at have internet, fordi
det er muligt at se fjernsyn online.
– Alle virksomheder bruger jo e-mail i dag. Og uanset om medarbejderne ser
fjernsyn på deres computere eller ej, skal virksomhederne pludselig betale
3000 kroner hvert år. Det betyder, at 200.000 virksomheder skal betale,
hvilket giver 600 millioner kroner og ikke 66 millioner kroner, som der
står i medieforliget, siger kommunikationsdirektøren.
En anden del af kritikken fra HTSI går på, at der i udkastet lægges op
til, at hoteller får en ekstraregning på 25 procent i forhold til i dag.
Det svarer til en stigning fra seks til otte millioner kroner.
/ritzau/