Det går stærkt i bureaubranchen.

Knap havde Erich Karsholt, legendarisk Mercedes-kommunikatør hos Bates, flyttet fødderne over til Brand Movers, før han fik endnu et tilbud, ”jeg bare ikke kunne sige nej til.”

Hans nye stilling som Client Service Director hos TBWA tiltrædes til august, når ferien er slut og opgaverne hos Brand Movers gjort færdige.

– Det ser måske lidt mærkeligt ud, at jeg forlader en spændende stilling, men jeg er jo reklamemand i hjertet, og derfor kunne jeg bare ikke sige nej, når to kendte internationale bureaubrands som TBWA og BBDO henvender sig. De er oven i købet slået sammen i Danmark, og det er simpelthen for spændende, siger Erich Karsholt.

Så reklame er mere spændende end content?

– Nej-nej, overhovedet ikke. Jeg har aldrig afvist nogle medier eller værktøjer. Både de nye formater og de klassiske er værdifulde for virksomhederne, og jeg har virkelig været med til spændende tiltag hos Brand Movers.

– Det har været en fantastisk tid sammen med Jesper Laursen og kollegerne, og vi har sat virkelig mange skibe i søen. Jeg er meget sikker på, at Brand Movers kommer succesrigt videre, for det er folk med utrolig megen god energi, jeg har haft glæden ved at arbejde sammen med. Sat på spidsen er der en sikker fremtid i content-produktion, slutter Eric Karsholt.

Hos Brand Movers er der også tilfredshed med den nye situation:

– Og det skyldes ikke, at vi har været utilfredse med Erichs indsats, tværtimod. Men jeg kunne ikke drømme om at forsøge at fastholde et menneske, der får tilbudt en drømmestilling et andet sted. Det er jo et privilegium at være ombejlet.

– Men når det giver stof til eftertanke, skyldes det alene, at vi med ansættelsen af Erich nok spredte os lidt ud over vores kernekompetence, nemlig at udvikle content marketing-strategier og producere relevant og brugbart content for kunderne.

– Så du kan sige, at når vi siger farvel til en god kollega, får vi også muligheden for at tænke vores egen forretning igennem igen. Jeg tror, vi skal koncentrere os om det, vi er bedst til, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige Erich tak for indsatsen, slutter Jesper Laursen, stifter og direktør for Brand Movers og Media Movers.