For kun 30 år siden handlede danskernes verdensbillede om ét folk, ét rige og én tv-station. Folket passede på danskheden, riget på kommunisterne og tv-stationen på morgendagens samtaleemner. Det holdt riget sammen.
Monopolet Danmarks Radio sørgede for, at tilværelsen bortset fra kvartalets film, Matador og Dr. Lieberkinds kitchede dyreprogram, hvor danskerne lærte at sige Af-rika, var tilpas spændende til, at man ikke gad spilde tiden med at se for meget tv.
Nu er det hele splittet op i frag- og segmenter: Der er vendt op og ned på alting: Med erhvervslivets opsving udtyndedes danskheden med flinke mennesker sydfra, der gad det, danskerne ikke gad. Riget fik storhedsvanvid og lod sig købe ind i EF – det senere EU. Og tv-stationen fik kommercielle konkurrenter, der satte fokus på fremmede størrelser som share of viewing, seertal, GRP’er og TRP’er, segmenter, Fanden og hans pumpestok.
Seerne blev sat under mikroskop, og på alle tv-stationer blev Gallups TV-meter – der ud fra godt 550 husstande måler den samlede sening – Oraklet for Merkur.
Arrgumentet for at bryde DRs monopol: Et mere alsidigt mediebilledet med konkurrence for fornyelse og højere kvalitet. Det skete ved at lancere endnu en public service station med kommercielle forpligtelser. Udviklingen blev fremskyndet af TV3, der sendte lige lukt fra himlen og af TvDanmark, der fik de mediepolitiske ordførere til at gå ind for networking.
Resultatet: Vi har fået over tre gange så mange timers tv. Vi har fået reklamer, som vi kan grine a’ eller brække os over. Efter en tid, hvor vi så mere amerikansk produceret tv end dem ovre i “God’s own country“, er det blevet moderne kun at sende såkaldt danske programmer i primetime. Såkaldt, fordi nogen af programmerne og formaterne er hentet fra det store udland – li’som de mange nydanskere og EU-direktiverne. Samtidig har vi fået et DR TV, hvor den brede kanal DR1 for at konkurrere med de kommercielle tv-stationers share of viewing har lige så lidt luft i forhjulet som TV2 i baghjulet.
Dermed kniber det med fornyelsen: DR2, der efter en panikstart nu modigt har sagt, at seertal, dem vil man sk…. på, har lavet programmer, der har sprængt rammerne. Det er dyrt tv, når man ser på billetprisen – ifølge DRs programregnskab kostede f.eks. serien DDR2 13,93 kr. pr. seer/timen mod den britiske købeserie “Fint skal det være“ med 0,05 kr./timen. Men – vil man ha’ lidt, men god årgangsvin eller masser af lallevin?
I fremtiden vil det ifølge mediabureauerne handle om, hvorvidt TV2 kan tillade sig at satse på share of viewing-konceptet, der går på at være størst, men tillige indebærer risiko for at være kommercielt uinteressant, fordi man tiltrækker de forkerte segmenter. Og om TV3 og TvDanmark vil og tør præstere egentlige kvalitetsmæssige fornyelser – uden den stærke fokusering på seertal, programming og segmenter.
Med den digitale udvikling får seerne et væld af muligheder. Det vil vælte ind med special interest-kanaler. Med dem kan der laves kommercielle kombinationer, som vil vælte TV2s GRP-koncept, fordi special interest ifølge britiske og amerikanske undersøgelser i forhold til “den store station“ har seere med en mere købsrelateret profil.
En stor kommerciel station kan kun “redde sit skind“ hvis den bli’r mere vild og mindre forudsigelig. Hvis TV2 og de glade følgesvende TV3 og TvDanmark vil overleve, må de sige farvel til trivialsening – og hej til kreativ nytænkning.
Når man har forladt den hellige treenighed og er blevet en nation af afvigere, må man handle i overensstemmelse hermed. Osse når man laver tv.