Der har været mange epokegørende momenter i mediehistorien – tænk blot på trykpressens ankomst til Europa, og de revolutionerende opfindelser som radioen, tv’et og internettet – men vi kan såmænd også være en smule med her efter årtusindeskiftet.
Således er det i dag ti år siden, at Mark Zuckerberg og vennerne lancerede ”The Facebook” som en lukket tjeneste for studerende på Harvard University.
Siden er der som bekendt sket en hel del med det sociale netværk, der i dag har 1,2 milliarder aktive brugere om måneden, og det er efterhånden også blevet en uomgængelig del af enhver marketingansvarligs hverdag.
– Det har været en fantastisk rejse indtil videre, og jeg er meget taknemmelig for at have været en del af det. Det har været vidunderligt at være vidne til, hvordan mennesker verden over bruger Facebook til at bygge gode netværk og hjælpe hinanden, lyder det bl.a. fra Mark Zuckerberg, stifter og CEO for Facebook i en kommentar til fødselsdagen.
– De næste 10 år har vi både muligheden og ansvaret for at forbinde alle og blive ved med at betjene netværkets brugere på den bedst tænkelige måde.
For at fejre den runde fødselsdag lancerer Facebook tirsdag produktet ”A look Back”, hvor brugerne præsenteres for de største højdepunkter i enten film- eller billedform i den periode, de har været aktive på verdens største sociale netværk.
Fra Facebook lyder det, at tjenesten skal betragtes som en hyldest til de over en milliard brugere på Facebook, og det dukker op i dit newsfeed i dag.
Lidt højdepunkter fra Facebooks historie:
2004: Den 19-årige Mark Zuckerberg lancerer Thefacebook sammen med tre medstuderende. Siden er online-netværk for studerende på Harvard University, men udvides hurtigt til at omfatte flere andre universiteter og highschools.
2006: Zuckerberg åbner netværket, så alle over 13 år kan oprette en profil.
2007: Medlemstallet runder 50 millioner, og Microsoft annoncerer, at selskabet har købt 1,6 procent af Facebook for 240 millioner dollar.
2008: Facebook overtager MySpaces førsteplads som det største sociale netværk i verden. Medlemstallet runder 100 millioner.
2009: Facebook introducerer “Like”-knappen, som på dansk får det mindre mundrette navn “synes godt om”. Kort efter lanceres den første mobilapplikation.
2010: I marts oplever Facebook for første gang en uge med større trafik end Google.
2012: Facebook børsnoteres til en markedsværdi på 104 milliarder dollar svarende til 38 dollar per aktie. Selskabet får en svær første tid på børsen, og kursen ryger i løbet af sommeren under 20 dollar per aktie.
2013: Facebook-aktien kommer sig. Året ender med en omsætningsfremgang på 55 procent.
2014: Årsregnskabet får aktiekursen til at nærme sig 63 dollar og Facebook har nu over 1,2 milliarder månedlige brugere.
Herunder kan du se, hvordan Facebook har spredt sig globalt de seneste 10 år.