Flere vurderer, at ISS-ejerne vil se på at sende servicegiganten på børsen inden sommerferien. Men udbredt usikkerhed på finansmarkederne gør det svært. Meget tyder på, at servicekoncernen ISS igen kan være på vej på børsen. Kapitalfondene EQT og Goldman Sachs, der står bag virksomheden, vil sandsynligvis gøre meget for at forsøge sig med en børsnotering snart. Hvis børsnoteringen kommer inden sommerferien, slipper ejerne for store ekstraudgifter og et mindre afkast.
I sidste uge sendte ISS en såkaldt trading update ud om udviklingen i virksomheden. Trading updates er typisk noget, som større børsnoterede virksomheder benytter, og ISS trading update kan tolkes, som om børsplanerne ikke er opgivet. Den informerer blandt andet mulige nye investorer, selvom børsnoteringen blev udskudt midt i marts.