“Ledelsen anser årets resultat for tilfredsstillende,” skriver Hjaltelin Stahl ledelsen i den smukkeste Maersk-ånd, man kan tænke sig. Jubel-idioter hører hjemme andre steder.
Det må du da kunne sige bedre, Jens Peter Jensen? At lægge 12,9 mio. kr. på bunden, hvilket er en 3-dobling i forhold til 2013, må få selv en jyde fra Thisted ud på dansegulvet.
– Jamen, tallene er ikke til at bestride. En vækst på knap 40 pct. på toppen og en tredobling på bunden er selvklart tilfredsstillende, siger Jens Peter Jensen, viceadministrerende direktør hos Hjaltelin Stahl.
– Og hvad der er mindst lige så opløftende, så er den positive udvikling fortsat her ind i 2015, om end jeg tvivler på, at vi kan præstere samme overskudsgrad i år, da vi investerer hårdt – bl.a. i marketing automation, tracking og social.
Giv os lidt jysk jubel?
– Sandheden er, at regnskaber jo er historie, men endnu vigtigere: De er kun en konsekvens af, hvad vi har gjort rigtigt og forkert undervejs. Og én ting vi har gjort rigtigt er at samle et bomstærkt hold, der holder både humør og arbejdsmoral høj, når der er fuld damp på kedlerne.
– Ingen individer er over holdet på Hjaltelin Stahl, og det er det samlede hold, der sikrer kundetilfredsheden og resultaterne. Vi er pivstolte af holdet anno juni 2015, og det er da en slags jysk jubel.
Er det rigtigt, at især jeres kundeklubber har været en succes? Jeg fornemmer, at de bidrager med en tredjedel af bundlinjen?
– Nu drøfter vi ikke de enkelte detaljer i forretningen, men det er da rigtigt, at vort arbejde for kundeklubberne er meget, meget solidt. Men hvis jeg skal løfte sløret en anelse for netop de arbejder, så skyldes succesen, at vi integrerer al kommunikation på tværs af de mulige og effektive kanaler, og når kundeklubber spiller på hele klaveret, kommer der ganske god musik ud i den anden ende, slutter Jens Peter Jensen.
Nedenfor har vi et regnskab, konstrueret som om Hjaltelin Stahl afleverede et ”normalt” bureauregnskab. I vedhæftningen læses K/S-regnskabet, der dybest set ”blot” fortæller, hvor meget de syv kommanditister får ud af indsatsen. Og det er jo ganske betydeligt.
Hjaltelin Stahl Gruppen
2014/2013
(mio. kr.)
Bruttoavance, 71,848/52,095
Resultat af primær drift, 12.968/4,202
Antal medarbejdere, 68/49