Bacon og DDB’s filmselskab Spoiled Productions triumferede ved True Awards-festen med henholdsvis seks og fire priser. Han Kjøbenhavn blev både årets annoncør og bureau med seks priser – i sig selv en fabelagtig præstation.
Og skal man tage det juryvalg som udtryk for andet end tilfældigheder, så er Han Kjøbenhavns placering udtryk for den nye virkelighed i bureaubranchen: At annoncørerne trækker kompetencer inhouse og forhandler fra sag til sag.
Nu er Han Kjøbenhavn ikke ”blank” på kreativ indsigt, idet en af stifterne er Jannik Davidsen, tidligere Robert/Boisen og DDB. Han har sammen med Casper Balslev skabt kommunikationen, så der er et solidt kreativt link mellem annoncør og produktionsselskab, i dette tilfælde et datterselskab til DDB.
Den diskussion tager vi på et andet tidspunkt. I stedet spørger vi juryformanden Christian Bévort, stifter og ejer af Moland, om han ser nogle tendenser i dette års indsendelser?
– Der er vel to tendenser, som jeg ser det: For det første et skred mod de digital platforme, og for det andet, at de opdragene kampagner er mere prægnante, siger Christian Bévort.
Integrationen sker netop nu i Danmark
Vil du uddybe trenden over mod de nye formater og platforme?
– Det går ikke stærkt nok. ONLY var eksempelvis en enlig svale sidste år. I år har vi 4-5 stærke kampagner i hhv. Interaktiv og Branded Content/Entertainment. Og med lanceringen af Jack&Jones kampagnen med Christopher Walken har vi integreret branded content, hvor materialet anvendes både som massecom på TV og mere segmenteret i de digitale kanaler – og formentlig også mere taktisk i sidste ende.
– Det er jo ikke nyt i international sammenhæng at tænke integreret, det er bare først nu, vi ser seriøse bud på det i Danmark, og den rejse begyndte sidste år.
Prøv at uddybe på Branded Content & Entertainment kategorien?
– Fremadrettet vil succesen for BC/E afhænge af, hvor dygtigt man kan koble det til den taktiske kommunikation. Det brandede indhold må og skal ikke være taktisk, det er hele overenskomsten med publikum og forbrugerne.
– Men hvis flere annoncører skal købe ind i formatet, må man kunne vise, hvordan man skubber forbrugeren videre ned i købstragten. Dét bliver udfordringen, specielt i et lille marked, hvor det relativt dyre brandede indhold vil æde en stor del af budgettet. Men ONLY og J&J viser vejen.
Er vi på vej ud af krisen?
Og om opdragende kampagner?
– Med Call Me sidste år og DR2 og Læger Uden Grænser i år, har vi måske også en post-finanskrise reaktion – hvis vi forudsætter, at krisen ikke er så akut mere – hvor vi kigger mere indad og på vores relationer med andre mennesker. Og det jo både godt og sympatisk og afspejler en bredere tidsånd om ansvarlighed.
Selv om Bacon er din konkurrent, har du vel en mening om det produktionsselskab, der i dag ejer det omdømme, du og Moland sad på tidligere?
– Jeg kan da sagtens hædre en dygtig konkurrent. Bacon er det eneste nuværende filmselskab, der arbejder konsekvent internationalt, og dermed udvikler sine instruktører gennem en større variation.
– Det internationale virke har i tillæg den fordel, at man kommer tilbage til Danmark med stærke film og tungere erfaring, som er attraktivt for danske kreative.
– Bacon bliver derfor stort set altid spurgt på væsentlige projekter – så det er en selvforstærkende cyclus at skabe succeser. Og så er de jo ganske enkelt også bare dygtige specialister, der tydeligt demonstrerer værdien af en filmproducents virke, slutter Christian Bévort, der i øvrigt også er formand for de kommercielle filmproducenters brancheforening.