Reklamefilm er en forretning. Ganske god forretning når det går godt. Så det er naturligt, at et bureau vil ha del i profitten, når det bliver presset på alle andre indtjeningsområder.
De sidste par år er flere og flere bureauer begyndt at producere selv, og i dag skønnes in-house selskaber at stå for 50% af den egentlig produktion. Det presser produktionsselskaberne, endda ekstra meget efter et fordømt forår. Men bliver filmene bedre af den grund? Danske film er jo ikke ligefrem kendetegnet ved at være de store prisvindere.
Broadcast vendte blikket udad og så lidt på, hvordan vores nærmeste naboer har tacklet samme problemstilling. Måske andre har gjort nogle dyrtkøbte erfaringer, som vi kan lære lidt af. Og Norge er måske et af de lande, som ligger tættest på Danmark i budgetternes størrelse og antallet af produktioner.

På VEJ UD I NORGE
Den store diskussionen om in-house i Norge foregik allerede i 1992, da de ledende kreative hos JBR, Leo Burnett og New Deal startede deres egne produktionsselskaber. De frie producenter svarede igen med at indgå eksklusive kontrakter med deres instruktører.
In-house-selskaber blev dermed begrænset til free-lance instruktører. Der gik så nogle år, hvorefter alting gik i sig selv igen, så bureauerne i dag kun har en bureauproducer som indkøber.
– Min teori er, at det skete, fordi de dygtigste kreative krævede større frihed til at vælge instruktør, udtaler Anders Molstad, kreativ leder på reklamebureauet Virtual Garden. Han siger også:
– Som jeg ser det, er det kreative team bedst til at vælge produktionsselskab og instruktør. Hvis de føler, at samarbejdet med in-house selskabet fungerer godt, og det kan levere kvalitet, bør kunden have tillid til dem. Jeg stiller mig imidlertid tvivlende over for in-house selskaber med egne instruktører, da dette nødvendigvis vil begrænse det kreative udtryk over tid.
Bortset fra de rent økonomiske motiver, er den åbenbare fordel med in-house produktion, at de kreative teams kan få en tættere kontakt med produktionsmiljøet, og at man dermed får afgang til filmkompetance tidligere i processen. Men den fordel fordufter når in-house-selskapet får så travlt, at man må booke tid hos dem – præcis som hos de eksterne selskaber.
– Ulempen ved in-house er, at man ofte har meget periodisk produktion og derfor kan have for mange produktioner i gang på samme tid. Man mister overblikket, udtaler Beril Rasmussen, bureauproducer JBR, Norge, og hun fortsætter:
– De fleste instruktører knytter sig til eksterne selskaber, så der bliver færre free-lance instruktører for in-house producenterne at vælge imellem. Og det er ønsket om instruktøren som styrer, hvem der skal producere filmen.
En anden bureauproducer, Steve St. Peter fra Bates Film Norge, mener, at in-house produktion handler om penge, ikke kunst. I følge ham lægger selv New Deal (som er kendt for at producere selv, red.) meget ud for at få den rette instruktør.
– Kunsten er at dele pengene, profitten og æren med produktionsselskaberne og undgå politiske tjenester. Mit job handler mindre om penge og meget, meget mere om at finde den rigtige instruktør hver gang. Det er umuligt for mig at konkurrere med et full-service produktionsselskab, så alle mine produktioner går gennem dem. Det hjælper dem med at udvikle nye instruktører, og det er faktisk en af et produktionsselskabs vigtigste opgaver, udtaler Steve St. Peter.

ALDRIG FUNGERET I SVERIGE
Mary Lee Copeland har siddet i fem år som bureauproducer på Rönnberg/McCann i Sverige. Hun har netop startet sig eget selskab, og hendes mening om in-house prodution er entydig:
– Som in-house produktionsselskab har du ingen fleksibilitet. Det er meget få instruktører som kan alle mulige slags kreative ideer. In-house har aldrig rigtig fungeret i Sverige, fordi der altid har været høje kreative krav, siger hun. Efter hendes opfattelse er det at bruge in-house selskaber ligesom at lade de kreative tegne med den samme farvetousch dag efter dag.
– Fordelen ved eksterne selskaber er, at du har langt, langt større udvalg af instruktører. Der er også mere handlekraft på projektet, da selskabet som regel vil fokusere kun på dette ene projekt. Samtidig er det intet overhead, der skal dækkes, hvorfor alle resourcer, eller pengene, går til din film, afslutter Mary Lee Copeland.

UHøRT I ENGLAND
England er på den ene side langt fra Danmark med større budgetter og flere film. På den anden side skulle det blot principelt betyde, at bureauerne kunne tjene endnu flere penge. Men in-house produktion er helt uhørt i England, mener Karen Cunningham, joint managing partner, Pink Film, London. Som hun siger:
– Bureauerne ville ikke være i stand til at udvikle instruktørerne, da de kun kan tilbyde arbejde for bureauets kunder. Samtidig er den kreative frihed helt afgørende. Med eksterne producenter opnår bureauet to ting: Man får langt større valgmuligheder, og man får bedre priser, da produktionsselskaberne altid er bedre til at købe ind.


(Billedtekst, backstage foto af instruktør på arbejde )