I disse dage udkommer landets første web-fagbog. Peter Asschenfeldt står bag den tykke bog som på knap 1.000 sider lister over 52.000 danske virksomheds-hjemmesider. En anakronisme, kunne man mene: Hvad skal man med en søgemaskine på papir? Men der er samtidigt noget Daloon over den:
Den ligger godt i hånden – og den er forbavsende let at orientere sig i.
Min første tanke, da jeg stod med bogen i hånden var, at der er tale om et stykke kulturhistorie. At tænke sig: for fem år siden var det vildt avantgarde at have en hjemmeside, og i dag fylder en oversigt over firma-hjemmesiderne alene en murstenstyk bog.
Det er papiret, der gør det: Søgemaskinerne har i mange år givet os mange flere hits end nogen af os bryder os om. Alligevel går omfanget af webben først rigtigt op for mig, når jeg står med bogen i hånden. En akustisk samling sider siger mere end alverdens digitale tal.
Og jeg tænker, at det passer godt til tidens tern. Der er noget retro over webben i disse måneder. Først faldt de vilde børsspekulationer sammen – og nu falder de våde webdrømme om smarte sites den samme vej. Stille og roligt forsvinder de oversmarte websteder med alle deres snurrige giffer – for i stedet at give plads til små, målrettede sites.
Væk er drømmen om at lave den personlige netavis. Den avis, vi engang kaldte for “The Daily Me“ – tilbage står bevidstheden om at en avis i sin natur er “The Daily Us“. Væk er drømmen om at lave et gigantisk website, som enhver kan tilpasse sit behov – tilbage står indsigten i, at mennesket ikke bryder sig om at vælge fra, men hellere vil finde sammen med andre.
Sagt på en tredje måde: Det lirede forsvinder sammen med den alt for høje burn-rate, som udførelsen af de smarte drømme koster. Og de fikse, målrettede sites; Webstederne tilpasset de få: Investeringsforeningen, duevæddeløbsklubben og alle de andre steder, som samler folk med fælles interesse – og allerhelst fælles formål – vinder frem.
Selv hænger jeg ud på en 3-5 steder af slagsen, læser interesseret de smalle nyheder om eksempelvis udviklingen indenfor community-software – og mailer lystigt med mine lidelsesfæller rundt omkring i verden, som alle deler denne sælsomme interesse. Vi er venner, selvom kun få af os har mødtes.
Jeg har det glimrende, når jeg sådan hænger ud med vennerne. Den virtuelle landsby er et dejligt sted at være og vi har ikke brug for at personalisere “vores“ site eller for at få det behængt med digitalt julestads. Vi er der for indholdet og hinandens skyld.
Under en brevveksling for nylig om selv samme emne slog det mig, at jeg i “samtalen“ havde det på samme måde, som når jeg deler to øl med naboen. Der stod vi så og chattede eftertænksomt over hækken, og så skrev han de kloge ord: Det er nu rart, at webben er blevet så stor, at man kan blive væk en times tid sammen med gutterne.