DR skal spare kraftigt og neddrosler blandt andet sin sportsdækning. En sådan melding kunne umiddelbart lyde som en god nyhed for de kommercielle tv-stationer. Og er det formentlig også på kort sigt. Men et svækket DR kan ifølge mediebureauet OMD paradoksalt nok skade kommercielt tv i det lange løb, fordi det kan skubbe yderligere til det markante fald i den samlede tv-sening, som allerede er indtrådt.
– Det er et kæmpeproblem for alle, hvis der skubbes yderligere til det fald i tv-seningen, som allerede er indtrådt ved årsskiftet. Risikoen ved et svækket DR er på lidt længere sigt, at tv bliver for ensporet, og folk derfor vælger tv fra, siger adm. direktør Thomas Bertelsen, OMD. Problemet med faldende seertal er, at det alt andet lige bliver dyrere for annoncørerne at ramme det samme antal seere som tidligere.
På den korte bane mener Thomas Bertelsen, at DRs spareplaner, som meldes ud i dag, kunne give de kommercielle en større seerandel. Det vil giver tv-stationer et mindre pres på deres lager og dermed bidrage til at holde annoncepriserne i ro.
Michael Ostenfeldt, tv-chef i Carat, tror, at et svækket DR vil flytte seerandele til kommercielt tv – både på kort og på langt sigt. Han har ikke samme frygt som Thomas Bertelsen for, at det i sig selv skubber til faldet i den samlede seertid.
– Jeg tror det afhænger meget af, hvor meget der spares, siger Michael Ostenfeldt, der til gengæld mener, at TV 2 og TV 2 Sport vil kunne høste store umiddelbare fordele af situationen.
– Det kan kun styrke disse kanaler, at seerne i fremtiden ikke kommer til at se meget sport på DR. Og lige nu, hvor de står over for at introducere den nye sportskanal, er det jo næsten en gave, siger Michael Ostenfeldt. tmb