Efter 68 ansøgninger, 18 jobsamtaler, 9 prøver, 3 bureauer, 1 fyring, 10 måneder, adskillige tekster og mit første koncept, sidder jeg nu så fast, at jeg kan vende mig lidt bagud. Og fortælle alle jer kreative direktører, chefer, kolleger og kunder hvordan en skeptisk grønskolling ude fra den virkelige verden oplever jer – dig.
I er meget fascinerende og totalt uforudsigelige. Næsten. Den tilsyneladende meget smarte “Onkel“ på det meget smarte reklamebureau ringer bekymret på min første sygedag 3 dage efter jobstart, og spørger, “om jeg bliver hjemme, fordi jeg er ked af jobbet?“ Den næste kreative direktør siger “Det må du selv bestemme“, og den store kunde viser sig pludselig at have op til flere tekstforfattere ansat i marketingafdelingen. Det havde jeg aldrig gættet.
Men jeg havde gættet, at der til Guldkornsfesten ville rende en masse “individualister“ rundt med solbriller i panden. Men det var næsten også for nemt. For som ny og uprøvet indser man hurtigt, at fordommen om den “arrogante og alt for smarte reklamebranche“ ikke er ubegrundet. Og så er man forberedt på den slags.
Alligevel oplevede jeg ting til mine utallige samtaler, som kom bag på mig. F.eks. at blive tilbudt 5.000- kr. om måneden. For derefter at få at vide, at det er et godt tilbud! for “der sidder nogen derude, og arbejder gratis“. Jeg ved ikke, hvem jeg er mest irriteret på. Dem der giver tilbuddet, eller dem som er så forblændede, at de accepterer det, og dermed gør det muligt. Men jeg véd, at i enhver anden branche ville det være et decideret uforskammet og respektløst tilbud. Heldigvis er mit generelle indtryk, at “smart-nessen“, arrogancen og dermed branchens største problem er på retur.
Til gengæld har det været rart at opleve, at andre af den virkelige verdens fordomme har holdt stik. Jeg tror ikke, at der i nogen andre brancher findes så sjove og kreative mennesker, som samtidig er så seriøse og professionelle. Selvom din kollega i går anbragte en meter havenisse på din kontorstol, og du i formiddags sagligt diskuterede, hvorvidt en zebra er et sjovere dyr end en giraf med chefen, er der ingen, som springer over hvor gærdet er lavest i morgen. Alle er så dedikerede til deres arbejde, at man gerne knokler en hel week-end, for at den Gode Ide kan præsenteres bedst muligt.
Og netop derfor forstår jeg slet ikke den 3-parts krig, der kører mellem kreative, projektfolk og kunder på de fleste bureauer. Bemærkninger som “Så må i sgu bare rette strategien til“, “Vi skal bruge et nyt koncept om 3 timer“, eller den fælles all-time-greatest bemærkning: “Det må kunden bare finde sig i“ forstår jeg simpelthen ikke. Hvorfor bider vi af hinanden, og den hånd der fodrer os? Og jeg forstår slet ikke hvordan virksomheder, som er villige til at betale over 1000 kr. i timen for en tekstforfatter, lader være med at bruge os? Jeg ved ikke om disse absurditeter udspringer af mangel på respekt for et andet fagområde, en smålig tradition eller blot ren og skær uvidenhed. Men en god yngleplads for slagkraftig reklame er det i hvert fald ikke. Hvad med at droppe den fysiske opdeling af projektafdelingen og de kreative på bureauerne? Og give kunden et par gratis timer i basal tekst/AD tankegang?

ALLE SIGER AT DE UNGE SKIFTER, MEN INGEN SIGER HVORFOR
Jacob Hastedt beklagede sig i Markedsføring over de hyppige jobskift og fokuseringen på høje lønninger blandt branchens unge kreative og konsulenter. Og jeg kan da godt se, at det må være irriterende for en leder, at vi hopper rundt som mexicanske springbønner. Så som en del af problemet – jeg er 26 år og up-coming tekstforfatter hos Rubicon – vil jeg prøve at forklare, hvordan problematikken ser ud set fra bunden af hierakiet.
For at få mit nuværende job har jeg været igennem 68 ansøgninger, 18 jobsamtaler, 9 prøver, set 7 kontrakttilbud, 3 bureauer, og oplevet 1 fyring. Hvilket jeg via mit medlemskab af Easy Writers har erfaret, ikke er unormalt. Og det er egentlig fint nok, for vælger man at slå sit arbejdstøjs folder i en populær branche, må man acceptere, at det kan blive lidt krøllet.
Men det undrer mig, at en branche der i disse år prædiker brand-building og customer-relations overfor sine kunder, ikke selv implementerer disse begreber i forhold til sine medarbejdere. Måske skyldes det, at man ikke har indset, at vi unge talenter ikke betragter udbuddet af bureauer som en mulighed for at opnå rigdom og berømmelse, men som en mulighed for at realisere vores store drøm – at lave god reklame på en god arbejdsplads. At det ikke er nok – i hvert fald ikke for os alle sammen – blot at være en del af den smarte branche. For havde man indset dette, blev vi sandsynligvis behandlet med respekt fra dag ét.
Jeg ser det for mig – lige nu sidder alle landets kreative og administrerende direktører med Jakob Hastedt i spidsen og forarges. For bliver vi måske ikke forkælet i hoved og røv? Får vi ikke netop skyhøje lønninger, bureauture og fede fester?
Jo vi gør – og tak for det – men siden vi alle ved, at det bare er ting ethvert bureau kan gå ud og købe, skaber det ikke den loyalitet, som får os til at blive, selvom vi bliver fristet. Det jeg/vi efterlyser, er den ægte personlige interesse og forståelse for vores situation, for den får man sjældent, når man befinder sig i bunden af hierakiet.
Hvorfor får vi f.eks. ikke engang et høfligt afslag, når vi nu har brugt hele dage på at strikke den perfekte ansøgning sammen. Og hvorfor oplever vi ofte, at vi må vente – timer, når vi selv møder præcist til samtalen. Eller endda at personen slet ikke kommer. Og hvorfor melder man ikke klart ud, når det er ren og skær nysgerrighed og ikke et reelt ønske om ansættelse, der ligger bag indkaldelsen. Og hvordan kan nogen overhovedet tillade sig at tilbyde en 24-årig med en universitetsgrad 6.000.kr. om måneden? Og så oven i købet forsvare det med, at “der sidder altså nogen derude og arbejder gratis“. Ja hvordan kan man overhovedet bede nogen om at arbejde gratis, når man samtidig bonner kunden 1000.- kr. i timen for personens arbejde?
Denne situation er opstået, fordi mange bureauer hensynsløst har udnyttet branchens store popularitet. Men på lang sigt skyder bureauerne sig i foden, for det er ikke den slags oplevelser, der skaber loyalitet. Tværtimod. For når man yderligere opdager, at andre unge bliver fyret med rund hånd, hvis de ikke øjeblikkeligt slår til, eller der er en lille nedgang, så bliver man hurtigt meget egoistisk. Hvilket resulterer i en ekstremt kortsigtet fokusering på den hurtige mulighed for at slå sit navn fast gennem et større koncept. Eller på at tjene kassen mens man stadig er indenfor i varmen. Og dermed et nemt offer for kreative direktører, der lover guld og grønne skove i vished om, at hvis det ikke holder, så kan man bare fyre tumben efter 3 måneder.
Personligt sidder jeg på et af branchens mindre bureauer. Måske ikke med landets største budgetter og de allermest spændende opgaver, men jeg føler mig tryg. På grund af to ting: 1) Til min første samtale fik jeg med det samme at vide, “at jeg mest var indkaldt for at se, hvad der rørte sig rundt omkring.“ Selvfølgelig blev jeg skuffet i øjeblikket, men efterhånden som jeg blev rutineret nok til at gennemskue, hvornår der var en reel chance for et job, og hvornår jeg var indkaldt af ren og skær nysgerrrighed, lærte jeg at sætte pris på denne ærlighed. Og var derfor meget positivt indstillet, da Rubicon 10 måneder senere igen ringede til mig. 2) Jeg er ikke blevet lovet guld og grønne skove. Til gengæld fik jeg at vide, at her var masser af hårdt arbejde og klare beskeder. Samt en anstændig løn. Jeg blev med andre ord respekteret fra starten. Og derfor skal der meget mere end et par tusind ekstra i lønningsposen til at flytte mig. For nu er jeg blevet loyal.
Så kære Jacob Hastedt og alle jer andre kreative og administrerende direktører der blev ophidsede for to afsnit siden: Hvis i vil sikre jer, at jeres bedste og mest lovende medarbejdere bliver ved med at være jeres og ikke konkurrentens, må i begynde at behandle os anstændigt, allerede før vi bliver de bedste og mest lovende. For som enhver anstændig konsulent altid prædiker for kunderne: Loyalitet tager tid.