Danskerne er blandt de EU-borgere, der har allermest privat gæld, hvilket nu får EU til at tænde for advarselslamperne. Borgernes gæld truer nemlig både finanssektoren og væksten, skriver EU-Kommissionen ifølge Ritzau i et udkast til et notat om den danske økonomi. Notatet ventes at blive offentliggjort i dag.
Kommissionen mener, at det især er skattestoppet og de danske afdragsfrie lån, som er skyld i danskernes høje gæld. De danske husholdningers gæld svarer ifølge kommissionens beregninger til en samlet gæld på 158 procent af Danmarks BNP. Og hvis renterne stiger kan både finanssektoren og private danskere få store problemer.
Overordnet får den danske indsats for at styrke økonomien og regeringens 2020-plan dog alligevel EU’s anerkendelse. Med planen er Danmark på ret kurs i forhold til at overholde EU’s budgetkrav om et underskud på under tre procent af BNP i 2013, konkluderer Kommissionen.
EU-notatet retter dog også kritik af det danske uddannelsessystem. Danmark er et af de lande, der bruger allerflest penge på uddannelse, men de danske unge hører alligevel til i bunden af den europæiske uddannelsesrangliste.
Jyllands-Posten/Ritzau