WPP Group og Grey Worldwide kan nu fortsætte arbejdet med at slå de to selskaber sammen. Lige efter sommeren vandt WPP-topchef Sir Martin Sorrell slaget om Grey Worldwide efter, at hovedaktionæren Ed Meyer havde sat gruppen til salg, men sidst på efteråret satte EU-kommissionen bremserne i ved at igangsætte en nærmere undersøgelse af de konkurrencemæssige aspekter ved en sammenlægning af de to bureau-grupper. Det var specielt mediebureau-delen, der var i fokus, hvor WPP ejer Mediaedge:CIA og Mindshare, mens Grey ejer Mediacom.
EU-kommissionen har dog nu besluttet, at en sammenlægning ikke vil reducere konkurrencen væsentligt, og dermed kan fusionen fortsætte.
Næste hurdle er så aktionærernes holdning. Her er der to runder, hvor den ene er uproblematisk, fordi Ed Meyer har rigeligt med stemme-kraft. Men der skal også hentes to tredjedels flertal blandt en bred kreds af private aktionærer i en anden afstemning. Chancerne for at lykkes vurderes dog som gode, fordi der er tale om en økonomisk attraktiv handel baseret på WPPs nuværende aktiekurs. Grey-aktionærerne får både kontanter og WPP-aktier i bytte. Som kursen er lige nu, er Grey 1,61 mia. USD værd. fin
Kilde: AdAge.com