Den planlagte reklameskat er i konflikt med EU’s statsstøtteregler og kan få en svær færd gennem Kommissionen i Bruxelles.
Det skriver Dagbladet Børsen.
Reklameskatten er således i strid med EU’s regler om statsstøtte, vurderer Brancheforeningen af Danske Distributionsvirksomheder.
Ifølge sammenslutningens rådgivere hos advokatfirmaet Bech-Bruun diskriminerer afgiften mod reklameaviser i forhold til f.eks. reklamer i ugeaviser, eller reklamer, som forbrugeren selv henter i butikkerne.
– Problemet er, at man forskelsbehandler produkter, der er i konkurrence med hinanden. Det er kernen i denne sag, siger Michael Honoré, advokat med speciale i statsstøtteret hos Bech-Bruun, til Børsen.
Derfor skal lovforslaget en tur omkring EU-Kommissionen, før det kan træde i kraft.
– EU-Kommissionen skal navnlig kigge på, om forskelsbehandlingen kan forklares ud fra de hensyn, lovgiver forsøger at forfølge, i dette tilfælde miljøhensyn, siger Michael Honoré.
Frands Mortensen, professor i medievidenskab ved Aarhus Universitet, vurderer, at indvendingerne kan have merit
– Jeg mener, de har fat i den lange ende, og at deres argumenter vil være meget vanskelige at afvise, siger han og fortsætter: ”Det her er meget alvorligt for lovforslaget”.
Hvis EU-Kommissionen vurderer, at der er behov for en nærmere granskning af loven kan den åbne en formel undersøgelse af spørgsmålet, der kan tage 18 til 24 måneder.
Børsen