EU-kommissionens formelle undersøgelse af Lundbeck for konkurrencebegrænsende aftaler handler om, hvorvidt Lundbeck har betalt kopiselskaber for at forsinke generisk konkurrence.
Det fremgår af en tale fra EU-kommissionens næstformand med ansvar for konkurrence, Joaquin Alumunia, under en konference i Italien i sidste uge.
– Efter vi gennemførte sektorundersøgelsen (i 2009, red) har vi indledt formelle procedurer mod tre selskaber: Servier, Lundbeck og Cephalon. I disse sager, forsøger vi at fastslå, hvorvidt der har været aftaler om betaling-for-forsinkelse med generiske selskaber for at holde deres produkter ude af det europæiske marked. For alle deltagere vil der være noget at vinde ved disse aftaler, men det er helt sikkert ikke i forbrugernes interesse, forklarede Almunia under talen, der er lagt ud på gtglobaltrader.com.
EU-kommissionen indledte den officielle proces mod Lundbeck i januar sidste år. Lundbeck forklarede dengang, at EU ønsker afdække, hvorvidt selskabet har misbrugt en dominerende stilling eller har deltaget i konkurrencebegrænsende aftaler i markedet for antidepressivet Citalopram. Hvad Lundbecks eventuelle brøde mere specifikt omhandlede, fremgik dengang ikke af hverken kommissionens udtalelser, eller meldingerne fra Lundbeck.