Marketingprofessionelle i Nordjylland kan nu via en syv måneder lang uddannelse få endnu bedre kort på hånden, når de skal overbevise resten af virksomheden om, at marketing er forretningskritisk og ikke hører hjemme i spøg-og-skæmt-afdelingen.

Der er tale om en strategisk marketinguddannelse, og takket være tilskud fra EU via Væksthus Nordjylland er prisen (6.000 kr.) havnet på det, der groft sagt svarer til et to dages kursus mange andre steder.

Ifølge initiativtageren, Enrico Kaarsberg, der for nylig er gået solo, men har en fortid i som marketingchef i flere nordjyske virksomheder – heriblandt Spar Nord Bank, Bellevue og Caravell – er det en meget lav pris.

Han har i øvrigt også været kontaktchef i reklamebureauet 9000 Lux (i dag SHRPA, red.)

– Lignende uddannelser koster 40.000 kr., og det er mange penge, når man tænker på, at kriseårerne har gjort, at marketingindsatsen i rigtigt mange nordjyske virksomheder har haft karakter af at være på et meget operationelt, lavbudget plan, siger han.

– Det har betydet, at fokus har været rettet mod det kost-effektive og helt basale ting som fremstilling af brochurer, interaktion på sociale medier og opdatering af hjemmesiden, fortsætter han.

Ikke nok for marketingkronerne

Og han mener, at den manglende strategiske fundering har haft en markant negativ indflydelse af de investerede marketingkroner i nordjyske virksomheder.

– Marketing skal igen – populært sagt – op fra bunden af plovfuren og orientere sig efter nye målgrupper, nye markeder, nye produkter og afsætningsmuligheder, der understøtter virksomhedens strategi og vækstmål, siger Enrico Kaarsberg.

Han mener ikke, at der i dag findes en sammenlignelig marketing-uddannelse i Nordjylland, men at de marketingprofessionelle i regionen skal vende sig mod de store uddannelser i København og Aarhus for at finde noget tilsvarende.

Indtil videre har 14 tilmeldt sig den nye uddannelse og holdet lukkes, når der er 20 tilmeldinger. Det sker for at have god tid til hver enkelt deltager, hvilket bl.a. kommer til udtryk via tre rådgivningsseancer, hvor den deltagende marketingschefs virksomhed og udfordringer er casen.

Blandt gæsteforelæserne på uddannelsen er Søren Kragelund, direktør i Faarup Sommerland, Claus Jensen, tidl. kommerciel direktør hos AaB A/S, Jeanett Kaare, partner og kreativ direktør hos Weltklasse reklamebureau.

Læs mere om uddannelsen her.