Fra den 1. januar 2002 er det tilladt at give 50 procent i statsstøtte til markedsføring af landbrugsprodukter, der enten er af særlig god kvalitet eller produceres lokalt, oplyser EU-kommissionen. Støtten kan endda øges til 75 procent, hvis der er tale om produkter fra små og mellemstore virksomheder i mindre gunstigt stillede regioner.
– De nye regler er i god overensstemmelse med kommissionens overordnede politik om at øge forbrugernes kendskab til forskellige kvalitetsprodukter inden for EU, siger landbrugskommisær Franz Fischler.

Støtten til markedsføring må dog ikke stride mod reglerne for det indre marked. Derfor kan statsstøtten ikke bruges til “køb dansk” frem for udenlandske produkter, den må ikke rakke ned på produkter fra andre EU-lande, og endelig må markedsføringen ikke være vildledende ved at påstå, at produktet besidder egenskaber, som det faktisk ikke har. Det er heller ikke tilladt at give statsstøtte til reklame for virksomheden men gerne for produktgrupper såsom ost og vin, understreger EU-kommissionen. Dj