Nu skal det være endegyldigt slut med kreative burger-reklamer og sjove sodavands-reklamer.
I hvert fald hvis det står til den europæiske forbruger-organisation BEUC (Bureau Européen des Unions de Consommateurs).
Organisationen er barslet med det markante forbudsforslag som optakt – og opfordring – til det nye belgiske EU-formandskab, der indledes 1. juli. Det skriver marketingweek.com.
Målet er, at den belgiske premierminister Herman van Rompuy, når han tiltræder, skal tage initiativ til at få strammet de eksisterende guidelines fra 2007, som en række af de multinationale fødevare-virksomheder som Coca-Cola, Nestlé, Kraft Food og Danone, dengang tilsluttede sig.
Disse guidelines betød, at man ville standse enhver form for markedsføring på tv, print og internet, rettet mod børn under 12 år.
Men det er ikke nok, mener nu altså BEUC, som vil have indført et totalforbud mod enhver form for markedsføring af junkfood over for børn – også børn, der er ældre end 12 år.
Organisationen har publiceret en længere ”ønskeseddel”, som desuden omfatter øgede begrænsninger på den generelle markedsføring af de såkaldte HFSS-fødevarer (High Fat, Salt & Sugar), samt obligatoriske ernærings-farvekoder på fødevarer.
Endvidere ønsker organisationen, at det kommende EU-formandskab strammer reglerne for bank-reklamer og medicinal-reklamer.