EU-Kommissionen finder det nødvendigt at harmonisere reglerne for tobaksreklamer og – sponsorater, hedder det fra forbrugerkommissær David Byrne.
– Reklamerne giver et billede af, at man får “det gode liv”, at man bliver accepteret, når man ryger. For at sikre et højt beskyttelsesniveau for folkesundheden må der gribes ind, sagde han ifølge Berlingske Tidende, da forslaget blev præsenteret i går.
Kommissionen forsøgte sidste år at gennemføre et lignende forslag, men det blev sparket tilbage til kommissærerne af EF-Domstolen, der fandt det for vidtgående.
Forslaget lægger også op til, at begivenheder på tværs af landegrænser ikke må sponsoreres af tobaksfirmerne. Hvis det vedtages ventes det at træde i kraft i 2004.