Da Gorm Larsen trak sig som daglig leder fra Gorm Larsen & Partners i 1998, og dermed overlod posten til Karsten Koed, var det for at trække sig lidt tilbage, selv om han dog stadig er formand for bestyrelsen og en af de kreative kræfter på bureauet.
Men Gorm Larsen er ikke en mand, der kan “sidde med hænderne i skødet“, så da bureauet indså at tiden var moden for et europæisk samarbejde – men ikke ønskede at blive en del af en international bureau-kæde, ja, så fik Gorm Larsen ideen til, at Gorm Larsen & Partners selv gik i front og dannede et europæisk bureau-kæde samarbejde.
– Jeg har jo både tid, og en lang erfaring i branchen, så selv om jeg er gået af som daglig leder, har jeg stadig masser af ideer og overskud til at “opfostre“ at ny barn, siger Gorm Larsen.
INGEN KARRIEREMULIGHEDER
Planen var i første omgang at danne et skandinavisk bureau-kæde samarbejde, så Sverige, Norge og Finland var de lande, hvor Gorm Larsen fandt de første samarbejdspartnere. Men de baltiske lande, der jo i gammel tid også hørte ind under Skandinavien, var også med i bureau-kæde planerne.
– For at finde samarbejdspartnere i de skandinaviske lande, kontaktede jeg de lokale brancheforeninger, og fik på den måde kontakt til nogle bureauer i hvert land, der levede op til kravene om at være uafhængige, og på størrelse med os selv, siger Gorm Larsen. Dernæst holdt jeg møder med de forskellige bureauer, og fandt frem til et bureau i hvert land, der på mange måder “lignede“ os i både form og struktur. Samtidig lagde jeg meget vægt på, at vi også skulle kunne svinge sammen på venskabelig basis, sådan at forstå, at selv om jeg er ophavsmanden, så er jeg ikke chefen på nogen måde. Vi er alle sammen lige, der skal ikke være nogen jalousi, ingen skal gøre karriere – Her kan man ikke få et plus i karakterbogen og avancere til “European director“, understreger Gorm Larsen.
– Vi havde også et ønske om at udvide samarbejdet til de baltiske lande, der er et interessant marked, hvor kreativiteten bobler efter løsrivelserne i 1992, konstaterer Gorm Larsen.
– Det er stadig så nyt, så de har ingen brancheforeninger endnu. Vi fik i stedet kontakt via et samarbejde Dagbladet Børsen har med en avis i Litauen, og gennem den, fik vi efterhånden kontakt til nogle bureauer i henholdsvis Estland, Letland og Litauen. Og de er faktisk meget mere udviklede, end vi umiddelbart troede, siger Gorm Larsen og tilføjer, at der var ikke noget med, at “her kommer vi og skal lære jer“, for de baltiske bureauer man i dag har fået et samarbejde i gang med, har masser af selvtillid og gå-på-mod.
FøRSTE FæLLESMøDE
Nu skulle man så mene, at ringen er sluttet, men nej. Bureau-samarbejdet, der har fået navnet Eurica, har også planer om at tilføje Polen og Tyskland. Om der vil komme endnu flere lande til er, ifølge Gorm Larsen, ikke utænkeligt.
– Man ved jo aldrig hvad fremtiden vil bringe, og selvfølgelig vælger vi også lande til bureau-samarbejdet, ud fra hvilke lande vores kunder er interesserede i at gå ind i. Det forklarer blandt andet vores valg af Polen, der udover at være et interessant marked, også er interessant for en af vores kunder hos Gorm Larsen & Partners, bemærker Gorm Larsen.
EN TUR I SAUNA
I denne uge (uge 45) mødes de “gamle“ samarbejdspartnere så med de nye fra de baltiske lande. Mødet løber af stablen i Helsinki, og det er starten på de planlagte etårlige partnermøder.
– Bureau-samarbejdet er som sagt baseret på lighed og samarbejde, siger Gorm Larsen. At jeg indtil nu har været den bærende kraft skyldes kun, at jeg er ophavsmanden, samtidig med, at jeg har den tid og det overskud der skal til.
– Vi skal på vores møde i Helsinki tale om de mål for samarbejdet der er opstillet, så som opbygning af image og troværdighed, udveksling af informationer og ideer, og til sidst men ikke mindst, udveksling af new business. – Og så skal vi rystes sammen, det skal bl.a. foregå med en tur i sauna. Der findes vist nok ikke andre steder, hvor man kan komme hinanden mere ved, smiler Gorm Larsen.