Stockholm vil fra den 1. til den 3. december lægge hus til reklamefestivalen Eurobest 2008, når den for første gang vil være en fysisk begivenhed og ikke kun en online-affære.
Det giver Europas kreative sjæle endnu en mulighed for at gnubbe skuldre, kåre hinanden og blive klogere på stribevis af indlæg og seminarer.
Konkurrencen er nu indledt. Forstået således, at det fra i dag, den 28. august, er muligt at indlevere arbejder.
Hvis det er ny viden, der trækker, skulle der være god grund til at melde sig til løjerne.
Blandt hovedtalerne er David Droga kreativt bestyrelsesmedlem hos Droga5, der blev hyldet i 2007 i Cannes for Tap Project, og Matias Palm-Jensen, kreativ direktør hos svenske Farfar, som i 2007 i Gunn Report blev udråbt til Number One Digital Agency.
Nogle af emnerne vil være konkurrencen fra bedre og bedre internationale parter og udfordringen i effektivt at udnytte digitalisering.
Den endelige sammensætning af juryerne, som skal bedømme de indsendte arbejder, vil først blive offentliggjort i løbet af september, men juryformændene er fundet.
Mark Waites, kreativ direktør og stiftende partner, Mother, skal lede juryen for kategorierne TV/Cinema, Print, Outdoor og Radio jury.
Matias Palm-Jensen, kreativ direktør hos Farfar, skal føre ordet i Interactive og Integrated juryerne.
Design-juryen ledes af Sylvia Vitale Rotta, der er administrerende direktør hos franske Team Creatif.
Melanie Varley, administrerende direktør for EMEA-regionen hos Mediaedge:cia vil sidde for bordenden i Media-juryen.
Og sidst men ikke mindst skal kreativ direktør Kurt Georg Dieckert fra TBWAGermany stå i spidsen for Direct- og Promo-jury.