Eurolandene har godkendt en ny europæisk hjælpeplan for Grækenland, oplyser diplomater i forbindelse med et EU-topmøde i Bruxelles. Det sker, efter at de to største eurolande, Tyskland og Frankrig, tidligere torsdag fandt sammen i en aftale efter flere ugers europæisk splid om rammerne for et finansielt sikkerhedsnet for grækerne.
Efter et særligt møde med eurolandenes stats- og regeringschefer torsdag aften har samtlige 16 eurolande nu sagt god for planen uden at ændre i den. Også Grækenland erklærer sig tilfreds med støtteerklæringen.

– Indsatsen fra det græske folk bliver belønnet. Vi beskytter vores fælles valuta. Europa vil komme styrket ud af dette møde, siger Grækenlands premierminister, George Papandreou, til græsk tv.

Hjælpepakken omfatter både bilaterale lån fra eurolandene og støtte fra Den Internationale Valutafond (IMF).
Ritzau/diverse medier.