De gældsplagede lande i eurozonen må bygge “alle brandvægges moder” for at sikre, at krisen ikke spreder sig til de øvrige lande i Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling, OECD.
Det er budskabet fra OECD’s generalsekretær, Angel Gurria, forud for weekendens møde mellem lederne i G20-landene, hvor polstring af eurolandenes forsvar mod gældskrisen er øverst på dagsordenen.
– For at være stærke må vi have en tyk brandvæg, en høj brandvæg, en bred brandvæg, en meget stor brandvæg, som er troværdig. Og jo mere troværdig og stor den er, jo mindre sandsynligt er det, at vi får brug for den, siger Gurria.
Den amerikanske finansminister, Timothy Geithner, brugte fredag et tilsvarende ordvalg, da han talte om, at Europa må bygge en brandvæg, der er større end den nuværende. Særligt USA har flere gange udtrykt bekymring for, at den europæiske gældskrise vil skade det skrøbelige amerikanske opsving.
USA og Den Internationale Valutafond (IMF) er blandt de, der har opfordret eurolandene til at kombinere den nuværende krisefond, EFSF, med den ny, ESM, hvilket vil give en “brandvæg” på omkring 750 milliarder euro. Håbet er at få 1000 milliarder euro i kassen, der skal bruges til støtte til gældsplagede eurolande.
Ritzau Finans