Reklamefestivalen Eurobest, populært kaldet EM i reklame, har i år valgt at tildele svenske Volvo Trucks den prestigefyldte titel som Årets Annoncør.
Det sker som anerkendelse af kampagnen ”Live Test Series”, som er skabt i samarbejde med det svenske reklamebureau Forsman & Bodenfors.
Philip Thomas, der er CEO for Lions Festivals, hvorunder Eurobest hører, siger, at ”Live Test Series”-kampagnen rummer ”alt det, vi kigger efter, når vi skal vælge Årets Annoncør”:
– Volvo Trucks’ faste beslutning om at entrere med et reklamebureau, som er langt mere kendt for deres forbrugerrettede kampagner end for b-2-b-kampagner, kendetegner i sig selv en modig kunde. Læg dertil en fuldstændig tiltro til bureauet, et innovativt koncept og en gennemført integreret kampagne, og man står med et inspirerende, viralt smash. De vandt stort ved Cannes Lions, og jeg kan ikke få øje på noget andet europæisk brand, der kunne være mere værdigt til titlen som Advertiser of the Year 2014 end Volvo Trucks.
”Live Test Series” har siden lanceringen af den allerførste film, ”Ballerinaen”, i august 2012 vundet ubegribelige mængder af internationale priser – ved Eurobest 2013 vandt kampagnen 2 Grand Prix, 1 Guld, 2 Sølv og 2 bronze, og ved sidste sommers VM i reklame, Cannes Lions, lød høsten på ikke færre end 19 løver – heraf 2 Grand Prix.
I tilgift har kampagnen så også opfyldt det egentlige formål – at sælge trucks.