Europæiske Rejseforsikring har styrket sin markedsorientering. Efter at selskabet sidste år fik ny adm. dir. i skikkelse af Preben Mallit, er Jakob Bender blevet ny marketingdirektør, og samtidig har han fået direkte reference til den administrerende direktør.
– Dette er utroligt vigtigt, fordi så får marketing den nødvendige fokus i organisationen, siger Jakob Bender.
Desuden er ansvaret for forretnings-udviklingen flyttet ind under marketingafdelingen – noget som Jakob Bender også vægter højt for at kunne føre sine visioner ud i livet.
Bureauskiftet blev for alvor synligt fornylig, da en ny kampagne havde premiere med bl.a. en ny film. Skiftet til Halbye, Kaag & Partners begrunder han med det lettere uforpligtende “behov for frisk luft“ og han afviser, at bureauskiftet er en direkte konsekvens af den styrkede markedsorientering.
– DDB Needham er et fremragende bureau, men som ny marketingdirektør har jeg foretrukket et bureau, som bedre matcher størrelsen af vores reklamebudget, der jo ikke hører til de største i branchen. Jeg har dog lagt vægt på at vælge, hvad jeg betragter som et kreativt og strategisk stærkt bureau“, siger Jakob Bender og tilføjer at han også har lagt vægt på, at
Halbye, Kaag & Partners tænker i konceptuelle løsninger, som man kan udvikle sig inden for.
Jakob Bender er cand. merc. fra Handelshøjskolen samt MBA i marketing og finansiering fra Chicago og har en fortid i konsulent-branchen samt Tjæreborg, før han kom til Europæiske. Op til udnævnelsen til marketingdirektør var han direktør for Europæiskes datterselskab i Slovakiet.

VIDENSKABELIG REKLAMEVISION
Hans reklamevision handler om at gå videnskabeligt til værks.
– Det handler om grundig research og forberedelse og så handler det om, at jeg vil kunne måle resultaterne af indsatsen, siger Jakob Bender.
Europæiske omsatte i 1998 for 428 mio. kr. og er markedsledende i Danmark på markedet for rejseforsikring. Men som i så mange andre brancher skærpes konkurrencen betydeligt i disse år. De store konkurrenter har hidtil været IHI (Sygesikringen Danmark), Kompas og Gauda, men den tidligere rejsedirektør Jens Veino var sidste år meget synlig på tv med en ny konkurrent under navnet Sunny, der slår meget på prisen. Dette selskab har desuden netop startet en ny kampagne, hvor man bruger skuespillerne Søs Egelind og Kirsten Lehfeldts ret bøvsede mandefigurer i reklamefilmene.
Jakob Bender ønsker ikke at delagtiggøre markedet med detaljer om hans strategiske overvejelser. Dog siger han:
– Europæiske har en meget høj kendskabsgrab og en af mine vigtigste opgaver som marketingdirektør er at vedligeholde dette kendskab.