Det internationale melodi grand prix i denne uge viser sig at blive mindst 22,8 millioner kroner dyrere for de danske skatteydere end hidtil forventet.

Det skriver metroxpress.

Danmarks Radio har måttet lægge ud for millionbeløbet, da Projektselskabet under Wonderful Copenhagen er løbet tør for penge. Det fremgår af et fortroligt notat fra Region Hovedstaden, der skal behandles tirsdag.

De ekstra millioner kroner kommer oven i de knap 50 millioner kroner, som politikerne allerede har givet for at ombygge det tidligere B&W-værft. Blandt andet har det vist sig, at udgifterne til sikkerhed bliver 5,6 millioner kroner i stedet for de budgetterede 0,9 millioner, og kloakken har vist sig at være defekt.

Den oprindelige bevilling for det store show lød ifølge metroxpress på 30,85 millioner kroner. Siden er der givet tocifrede millionbeløb i ekstrabevillinger. Og nu er den nye estimerede pris oppe på 73-80 millioner kroner.

Metroxpress/ritzau/