Finansmarkederne vil kippe med flaget og sende aktier til vejrs torsdag morgen, som svar på EU-landenes nye initiativer til at løse Europas gældskrise. Efter maratonforhandlinger er de 17 eurolandes stats- og regeringschefer blevet enige om at halvere Grækenlands gæld. Samtidig skal de europæiske bankers kernekapital styrkes til 9 pct. og endelige vil politikerne øge den europæiske redningsfond, EFSF’s, styrke til 1000 mia. euro fra 440 mia. euro. Selv om der fortsat mangler en masse detaljer, er udspillet her og nu uden tvivl konkret nok for markedet.
–Aktierne vil komme til at stige og har gjort det natten over i Asien. Markedet tager mere risiko, aktierne stiger, den australske dollar stiger over for euro, hvilket er en god risikoindikator, og vi vil også se stigninger på de europæiske aktiemarkeder fra åbningen i størrelsesordenen 1,5-2 pct. Så markedet tager imod pakken med kyshånd, fastslår cheføkonom i FIH Erhvervsbank, Christian Tegllund Blaabjerg over for Ritzau Finans.
Han vurderer, at pakken er et skridt i den rigtige retning og vil formå at inddæmme den økonomiske krise. Med udvidelsen af den europæiske redningsfond køber politikerne sig ifølge et simpelt regnestykke henstand i størrelsesordenen et til to år.