Event-markedet er i kraftig vækst. Annoncørerne ser i stærkt stigende antal events som en effektiv mulighed for at trænge igennem kommunikationsstøjen og ønsker desuden, at events skal integreres i den øvrige markedsføring.
Den udvikling lokker en række nye aktører på markedet – heriblandt mediebureauet TMP. Resultatet er blevet et nyt bureau under navnet Agenda Events, som er skabt som et fifty-fifty ejet selskab mellem TMP og Laust Poulsen og Andreas Høgsberg
Men også andre søger at tilpasse sig markedet. bl.a. Mark Patterson, som har fusioneret sit firma med Lars Thordals Cobra med henblik på at etablere en slagkraftig størrelse på markedet. De to vil desuden tage initiativ til at få etableret en brancheforening.
– Der er behov for at få defineret, hvad event-markedet overhovedet er og få givet markedet en struktur. Der puttes mange penge i events, og derfor er der også brug for nogle kodeks og fælles standarder, siger Mark Patterson.
OPLAGT MULIGHED
Formanden for Event- og Sponsorshipklubben i Dansk Markedsføringsforbund, marketingchef Steen Fladberg, deler opfattelsen af, at markedet i øjeblikket udvikler sig kraftigt.
– Jeg tror, det svenske marked er mere udviklet, men der sker noget i Danmark nu. Fra at være noget med balloner, så taler man nu meget mere om eventmarketing. I en verden, hvor produkterne ligner hinanden mere og mere, er events en oplagt mulighed til at udskille sig fra mængden. Tag f.eks. beach volley turneringen om sommeren. Her kan en annoncør opnå både en livsstils-afsmitning, en synlighed, man kan invitere kunder på stranden til hyggeligt samvær og man kan uddele vareprøver på stranden. Den slags partnerskaber, hvor man udvikler en begivenhed i fællesskab, tror jeg meget på, siger Steen Fladberg.
Agenda er stiftet for to år siden af Laust Poulsen, mens Andreas Høgsberg kom til firmaet for et halvt år siden fra en stilling som skandinavisk salgs- og marketingchef for Chilli.
– Der er et udskilningsløb i gang, der handler om, hvem der er professionel nok til at stå distancen, og hvem der bliver på gøglerniveauet. Hvis man vil noget på dette marked, så tror vi, at dette er den bedste løsning, fordi vi kommer ind og samarbejder med de folk, der har forståelsen for strategien og helheden, siger Laust Poulsen.
– Vi har oplevet en enorm vækst i efterspørgslen på events. Kunderne vil have dem integreret i markedsføringen og sammen med Agenda kan vi gøre det til en del af den samlede pakke, siger adm. dir. Hermann Haraldsson, TMP.
Han peger videre på, at de nye dot.com markeder er med til at skærpe interessen for events. Markedet stiller nye krav og specielt omkring lanceringer, vil man gerne have en event. Men også den nedadgående effekt af traditionel markedsføring spiller en rolle for efterspørgslen.
Laust Poulsen og Andreas Høgsberg vil udgøre den primære bemanding i Agenda, der får til huse hos TMP i Københavns Nordvest-kvarter.
– Men et eventbureau skal ikke bruge en stor stab af ansatte. Derimod er det rigtige netværk alfa og omega. Vi samarbejder med ca. 20 free-lancere, 70-80 virksomheder og måske 200 andre mennesker. Vores netværk er et tilbud – ikke et krav – men vi kan godt finde på at advare om mulige konsekvenser af at vælge forkerte samarbejdspartnere. Det er så lidt, der skal til for, at en ellers vellykket event ikke bliver en succes, siger Laust Poulsen.
UAFHæNGIGHED
Mark Patterson og Lars Thordal følger en anden strategi end Agenda. Begge firmaer betoner godt nok vigtigheden af, at events bliver fuldt integreret i den øvrige markedsføring. Men Mark Patterson og Lars Thordal anser det for helt vitalt at være uafhængig af reklamebureauerne – som de dog ser som deres primære samarbejdspartnere.
– At blive en del af et bureau er første skridt til døden for et eventbureau. Det svarer til, at et mediebureau køber et medie. Et strategisk eventbureau skal være uafhængigt, siger Mark Patterson.
Fusionen mellem de to bygger på, at de mere eller mindre i 1999 blev tvunget til at samarbejde om en stor opgave. Det gik så godt, at de nu har valgt at slå sig sammen. Mark Patterson er marketing-manden, mens Lars Thordal har den tekniske og logistiske ekspertise.
Fusionen har i dag 4 medarbejdere, en omsætning på 8 mio. kr. og et resultat på 2 mio. kr. I løbet af et år skal dette være blevet til 6-7 medarbejdere, en omsætning på 12 mio. kr. og et resultat på 3 mio. mens netværket i form af ca. 75 free-lancere bevares.
Mark Patterson beskriver events som en stram strategisk proces.
– Så stram at den næsten bliver kedelig. Men sådan skal det være, siger Mark Patterson.
Kreativitet er selvfølgelig meget vigtig, men skal ind det rigtige sted i processen, og så har Mark Patterson og Lars Thordal desuden valgt at samarbejde med Sifo Observer om at skabe en dokumentation for resultaterne af en event.